"JYLLANDS HJERTE"

Den nyrejste mindesten 1987. Stenen blev rejst af Karup Kommune på initiativ af Lokalhistorisk Forening til minde om det unikke skel, der er blevet kaldt Jyllands egentligste midtpunkt. Foto: Inger Merstrand

I det 2-bind store historisk-topografiske værk, "Kongeriget Danmark" fra 1872, skriver forfatteren L. Both f.eks., at det synes næsten, som om landets gamle sysselinddeling såvel som stifts-, herreds- og sogneinddeling er udgået fra dette punkt, og den gamle skjelsten lå næsten nøjagtig midt i det gamle Nørre Jylland, Vendsyssel og Thy fraregnet. I middelalderen var Nørrejylland den mest betydningsfulde landsdel i kongeriget Danmark. Den omfattede hele Jylland nord for Kongeåen, og i Viborg blev de danske konger valgt og hyldet i mere end 600 år, ligesom byen var sæde for landstinget. Forfatteren Villads Christensen skriver i "Hedebogen" fra 1913, at Viborg allerede på Harald Blåtands tid var en betydelig stad, men, fortsætter han: Jyllands alleregentligste midtpunkt må dog snarest søges et par mil sydvest for Viborg. Han henviser herefter til "Den Danske Atlas", en "Lands-Beskrivelse af Konge-Riget Dannemark" fra 1768. Heri fortælles det, at "sydligt i Resen Sogn paa netop det Sted, hvor en lille Bæk løber ud i Karup Aa, mødes tre gange seks Skel, og Skellet markeres af en Skelsten midt i Bækkens Udløb". Stenen er forsvundet, skriver Villads Christensen, men: Var det mon ikke umagen værd igen at henlægge en fredlyst sten, "Jyllands Hjerte", her på dette fra gammel tid mærkværdige sted! Der skulle imidlertid gå 74 år, inden forfatterens forslag endelig blev ført ud i livet, og der blev rejst en mindesten. I dag ligger skellet i Karup sogn, men indtil kommunesammenlægningen i 1970 hørte det under Resen sogn, som det havde gjort, så længe sogneinddelingen havde eksisteret.

Nørrejylland er en meget gammel historisk og politisk benævnelse for den del af Jylland, der lå nord for Kongeåen. Det var en del af Kongeriget Danmark, mens Sønderjylland var et hertugdømme og et dansk len. Søger man på nettet efter gamle kort over Nørrejylland, dukker dette kort fra 1710 op som det ældste. Det er ikke korrekt, men illustrerer meget godt, hvor betydningsfuld Nørrejylland var dengang. Som andre kort før 1761 er det tegnet ud fra rejsebeskrivelser og af en tegner, der højst sandsynligt aldrig selv har besøgt landet. Det ses f.eks. af, at mange stednavne ikke er anbragt de rigtige steder. Karup er bl.a. placeret som hørende til Viborg Stift, selv om byen helt indtil 1971 lå i Aarhus Stift. På kortet er det heller ikke Karup å, der danner grænse mellem stifterne, som i stedet fejlagtigt mødes lidt øst for Herningsholm. Karup er markeret med rødt på kortet, og det korrekte sted for skellets placering er markeret med en blå cirkel. Når kortet trods de mange fejl alligevel er taget med, er det, fordi det tydeligt viser, hvor betydningsfuld Nørrejylland engang blev anset for at være. Det lille, indsatte billede til venstre viser de korrekte grænser for de tre stifter i middelalderen med skelstedet markeret med blåt. Kilde: Wikipedia.  

Første gang, skellet omtales i en topografi, er i 1656 i den allerførste danske topografi, "Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed". Her skrev Arent Berntsen om skellet og den gamle administrative og kirkelige inddeling af landet. Han fortalte, at Løversyssels vestre side blev adskilt fra Harsyssel ved Karup å, mens dens nordre ende blev adskilt fra Ommersyssel ved en lille bæk noget nord for landsbyen Karup i Lysgaard herred. Hvad grænserne mellem de tre sysler angik, kunne man stå ved den lille bæk og "med en Sten slaa udi tre stifter, som ere Aarhuus, Viborg og Ribe Stifter, tre Sysler, som ere Løff-, Har- og Ommersyssel, udi tre Lehn, som ere Silkeborg, Lundenæs og Hald, udi tre Herreder, som ere Lysgaard, Ginding- og Fjendsherreder, udi tre Sogne, som ere Karup, Resen og Haderup Sogne, og paa deres Marker, saa at saadant et Sted næppeligen andet Steds udi Danmark skal være at finde". Den lille bæk hed Holtbech eller Holdsbeck, men blev også kaldt Trennum Bæk eller Træ Eng Bæk. I middelalderen hørte Fjends Herred under Sallingsyssel, men kom senere ind under Ommersyssel. Skellet mellem de tre gange seks inddelinger har imidlertid hele tiden været ved bækkens udløb i Karup å som nævnt i 1656.

Længe før skellet blev nævnt i den første topografi, gav det i fordums tid flere gange anledning til stridigheder mellem Karup og Høgild om bymarkerne. iflg. lokalhistorikeren Vald. Andersen opstod den først kendte uenighed i 1465, hvor det blev nødvendigt på tinge at udstede et såkaldt sendemandsbrev om skellet. Det vil sige, at uvildige mænd skulle undersøge, hvor skellet rettelig skulle gå, hvorefter det blev skrevet ned af hensyn til eventuelle senere stridigheder. Mærkeligt nok nævnes bækken ikke, da det ellers ville være logisk at pege på den som grænsen imellem de to bymarker. Dengang hørte Karup bymark under en meget stor gård, Karupgaard, der lå lige ved siden af kirkediget i Karup. Gården blev i 1487 tilskødet den katolske stiftelse ved kirken, hvorefter 

Matrikelkort over Karup 1863. Da dette matrikelkort blev udarbejdet, var den store gård ved kirken for længst revet ned og flyttet, og tegningen er sandsynligvis ukritisk overført fra et tidligere kort. Ud fra matrikelkortet er der imidlertid ingen tvivl om, at gården var en meget stor gård, og det var den, der var part i den allerførste retssag om skellet mellem de to bymarker. Langt senere blev den anneksgård til kirken og blev derfor kaldt Anneksgården, og jorden ud mod skellet ved Høgild hørte i århundreder under den. Måske er det den eller en tidligere gård på stedet, som i gamle overleveringer på egnen er blevet kaldt Karup Slot??

Del af Historisk sognekort over Karup fra 1834. Den røde cirkel markerer det område, som hørte til Høgild bymark, men som bymændene i Karup mente at have ret til at drive får og kreaturer ind på, når der ikke var gjort indvendinger fra Høgilds side i 20 år.

Her er sognekortet over Karup 1834 i fuld størrelse. Kortet viser tydeligt, at mod nordøst følger grænsen mellem bymarkerne den lille bæk (den officielle grænse). Det er udelukkende ved mosen og kæret, at skellet er flyttet længere mod nordvest ind på Høgild Bymark.

Nu springer vi frem i tiden til Jeppe Aakjær, som var en dygtig lokalhistoriker, og som ville forsøge at finde frem til skelstenen. Han var gode venner med distriktslæge Rambusch i Sjørup og boede ofte hos ham, og det var her, han var blevet interesseret i beretningen om stenen. Han kendte intet til de tre retssager, der er nævnt på de foregående sider, men han havde læst om skellet i den første danske topografi fra 1656 og i "Den danske Atlas". Desuden fandt han selv frem til yderligere omtale. Blandt andet fandt han en utrykt provsteindberetning fra 1743 fra provst Barthling i Højslev. Her bruges for første gang udtrykket "den vidt udråbte skjelsten", og provsten beretter, at når man står på stenen med den ene fod, kan man flytte den (anden) i 3 stifter, 3 sysler, 3 amter, 3 herreder, 3 sogne og 3 bymarker. Det er tvivlsomt, at den gode provst selv har været på stedet, for i så fald ville han vide, at de tre af skellene lå på den anden side af Karup Å. Det var derfor ikke muligt at stå på stenen og samtidig flytte den anden fod over på den vestlige side af den brede å. Hvorfra han har beretningen, vides ikke. I 1656 nævnes ikke noget om nogen skelsten. Kun, at bækken danner skel, og at man kan stå ved den og kaste en sten i 18 skel, og det er først 25 år senere, stenen nævnes i "Den danske Atlas".

Det lykkedes Aakjær at finde andre dokumenter, der ikke tidligere var kendt. Deriblandt var Thuras utrykte papirer, som han fandt på Landsarkivet i Viborg. De var fra 1754, og i dem kunne man læse, at der midt i bækken stod en sten, der både var træde- og skelsten, samt at man kunne stå på den og kaste en sten i 18 forskellige skel. Det er sandsynligvis herfra, "Den danske Atlas" har sin tekst, og den gentages i Traps første værk om Kongeriget Danmark i 1859 og i de efterfølgende udgaver i 1901 og 1925. I de to sidste udgaver er der dog den tilføjelse, at stenen nu er forsvundet. I 1921 udkom Daniel Bruuns værk, "Danmark, land og folk". Også her blev skellet omtalt og endnu engang betegnet Jyllands midte. Samtidig foreslås det i værket, at der skulle rejses en tresidet sten. Som et minde om den allerældste inddeling af Jylland skulle der på stenens tre flader stå alle navnene på de 18 skel, som er nævnt i den ældste topografi. De skulle vel at mærke 8

indhugges på en måde, så det tydeligt fremgik, hvor de forskellige inddelinger havde været i landets ældste tider og i mange århundreder op igennem tiden.

Luftfoto fra 1954. Engvandingskanalen, som iflg. Jeppe Aakjær havde ødelagt bækken, ses endnu tydeligt til højre for åen på dette luftfoto. Den røde cirkel markerer det berømte skels omtrentlige placering.

I modsætning til Aakjær ved vi fra retssagen i 1712, at der åbenbart omkring 1660-75 har været en sten, som i hvert fald af nogle lokale blev betragtet som en skelsten. Men det må have været en mindre sten, når en enkelt mand alene var i stand til at trille den længere ind på Høgild bymark. Der må derfor have været flere end én sten. For det første den store natursten, som lå midt i åen, og som hyrdedrengen sprang ud på i midten af 1800-tallet. For det andet den skelsten, som Jens Mikkelsen knap 200 år tidligere trillede længere ind i Høgild kær. Og for det tredje den sten, som ifølge Danske Atlas lå i bækkens udløb, og som både var trædesten og skelsten.

Aakjær mente ikke, at den store sten midt i åen var en skelsten, og det lyder heller ikke særlig sandsynligt. Han fik desuden fortalt af den lokale fisker, at det ikke var usædvanligt med endog meget store sten i åen. De blev ofte taget op og slået i stykker, hvorefter de blev brugt til byggemateriale, og det kan også være forklaringen på den forsvundne sten. Den skelsten, der samtidig var en trædesten, kan ikke have været særlig stor. Den lå i den lavvandede bæks udløb og ikke ude i den dybere å, hvor man aldrig ville lægge en trædesten for at komme over bækken. Den kan slet ikke have haft en størrelse, som gjorde det muligt, at den kunne rage op over vandoverfladen midt i den ret dybe å, sådan som stenen gjorde det omkring 1850. Størrelsen på trædestenen kunne derimod bedre passe med den skelsten, som Jens Mikkelsen engang så sin og Karup bymændenes fordel i at trille længere ind i Høgild kær. Aakjær sluttede sin kronik med at skrive, at "det må ikke glemmes, at i den ældste beretning er det ikke stenen, men bækken, der er det 6 gange 3-dobbelte skelmærke". I stedet burde der have stået bækkens udløb, for det er ikke hele bækken i sin fulde udstrækning, der var skelmærke. Som der står i "Danske Atlas", var skelmærket "just på det sted, hvor bækken løber ud i åen". Bækken i sin fulde længde udgjorde "kun" grænsen mellem de 12 inddelinger på den østlige side af åen, og uden åen havde der ikke været et trebundet skel.

I årenes løb blev mindestenen næsten skjult af selvsåede buske og træer, men i foråret 2018 blev stedet renoveret af en lille flok frivillige, som kalder sig Onsdagsklubben. Nu er stenen atter helt synlig, men lettere forvitret og lidt nedsunket i den ene side i den bløde jord. Åen neden for stenen har gentagne gange ændret sit løb, og bækken, som sammen med åen engang dannede det berømte, trebundne skel, blev rørlagt i midten af 1950’erne. Stedet har derfor set helt anderledes ud, da Danmarks første topograf skrev om det i "Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed", og Karupbønderne på omtrent samme tid drev deres kvæg ind i Høgild Kær.

Ordforklaring: Et stift er en kirkelig inddeling fra middelalderen og ledes af en biskop. Bruges også i dag.

Et syssel er en meget gammel benævnelse for en administrativ, kongelig enhed i middelalderen. Ophørte officielt i 1536, men ses stadig i navne som f.eks. Hardsyssel Efterskole.

Et len var en administrativ enhed under kongen og blev forvaltet af en lensmand. Afløstes i 1662 af amter.

Et herred var en retskreds, som blev forvaltet af en herredsfoged, der også var øverste dommer ved herredstinget. Benævnelsen ophørte i 1919.

Et sogn er en betegnelse for et område med en fælles kirke, som beboerne betalte tiende til.

En bymark var jord, som hørte til samme landsby.

Forfatter: Inger Merstrand, Karup Egnsarkiv 2019