En tragisk ulykke på befrielsesdagen i 1945.

Af Inger Merstrand, Karup Egnsarkiv 2020

 

 

Blandt de mange gravsten på Karup Kirkegård står en sten, der er rejst over en ung mand, Karl Hansen, som er død den 5. maj 1945 - kun 8 dage før sin 25 års fødselsdag. Nogle standser måske og tænker, at det er en frihedskæmper, som ligger begravet her, men Karl var ikke med i modstandskampen. Det var derimod en frihedskæmper, der uforvarende var skyld i hans alt for tidlige død ved en vådeskudsulykke.

 

Karls fulde navn var Karl Evald Vistlander Hansen, og han var søn af murermester Frederik Hansen og hans kone, Louise, der boede i Karup på Viborgvej (i dag nr. 5). De var kendt af alle i byen, og de havde desuden to døtre. Nina, der var født i 1925, og Margit, som var født i 1937.

Som en af de få i Karup tog Karl præliminæreksamen på Føns’ Skole (senere Viborg Private Realskole), og efter sin eksamen i 1937 blev han ansat ved undertøjsfabrikken Asani. Den lå dengang i Karup, men flyttede i 1940 til Viborg, hvor den fik navnet Asanigården. Her var han stadig ansat i maj 1945, og ved 3-tiden den 5. maj stod han sammen med andre unge på fortovet på Sct. Mathiasgade og kiggede på nogle frihedskæmpere, der gik forbi. Da en maskinpistolskytte ville tage ammunitionen ud af sit våben, gik det pludselig af, og skuddet ramte Karl i den ene side, så han faldt om på gaden, dødeligt ramt. Der blev tilkaldt en ambulance, og han blev kørt til sygehuset med udrykning, men lægerne kunne intet gøre, og han døde umiddelbart efter indlæggelsen.

 

Viborg Stifts Folkeblad skrev i en nekrolog over ham, at han ville blive savnet på sin arbejdsplads, hvor alle var kommet til at synes om ham og respektere ham for hans flid, sparsommelighed og initiativ. Den 1. maj var han delvis fratrådt stillingen på Asanigården, fordi han var i færd med at oprette sin egen forretning med børstevarer. Hans retlinede karakter og livlige sind havde gjort ham til alles ven, og der blev sat en indsamling i gang mellem hans mange venner i både Karup og Viborg. Som det ses af inskriptionen på stenen, var det dem, der rejste den sten, som stadig står på kirkegården.

Karls yngste søster, Margit, blev gift med Henning Raaby Olesen, der arbejdede på flyvestationen, og det er deres søn, murermester Tage Raaby Olesen, der har udlånt billedet af Karl, som er fotograferet i 1945.