Karupegnen var engang kendt som engvandingens vugge, og allerede sidst i 1700-tallet gravede Vallerbækbonden Peder Staulund de første engvandingskanaler ved Haller Å i den sydlige del af Karup Sogn. Senere blev der takket være Hedeselskabet anlagt mange engvandingskanaler ved Karup Å, og de meget beskedne rester af en af dem kan ses ved Jyllands Hjerte.

Det meste af den ca. 2 km lange kanal er jævnet ud eller vokset til, men man kan dog stadig finde vandførende grøfter flere steder og se tydelige spor af kanalen på et luftfoto, hovedsageligt i form af lange fordybninger i terrænet. På fotoet er mindestenen og de synlige spor af kanalen markeret med henholdsvis lilla og rødt, ligesom der er en blå markering ved den rørlagte bæks udløb.

Karup Møllekanalen sluttede ved skellet mod Høgild, og dens synlige afslutning er kun en grøft eller rende, der går fra mindestenen mod nordvest som vist på luftfotoet. I dag er det vanskeligt at sætte sig ind i, hvor stor betydning engvandingen havde for hedebønderne i den fattige hedeegn. Men takket være overrislingen af de tørre og ufrugtbare enge blev de omdannet til frodigt græs, som gav mere hø og dermed mere foder, så bønderne kunne anskaffe flere dyr. Og jo flere kreaturer de havde, des mere gødning blev der til at forbedre agerjorden på markerne.

Karup Møllekanalen og de øvrige kanaler ved Karup Å

I årene 1866 til 1869 blev der anlagt 10 kanaler på begge sider af Karup Å. Af dem var de 6 projekteret i 1866 og fuldført året efter. Karup Møllekanalen blev påbegyndt i 1868 og var færdig året efter. Officielt hed den Karup Mølle Kanal, men blev kaldt Mølleåkanalen efter Aaresvad Å. Åen gav vand til møllen og var stemmet op et stykke fra sit udløb i Karup Å, så den gav vand til kanalen, der sluttede ved skellet til Høgild. Længden var ca. 2 km, begyndelsesbredden i vandgangen 2,50 m og dybden knap ½ m. Kanalen havde et vandingsareal på omkring 20 tdr. land. Til sammenligning var den længste af kanalerne, Bøgelundkanalen, 5 km med et vandingsareal på ca. 90 tdr. land. Lodsejerne langs åen lod på skift og efter faste aftaler vandet overrisle de tørre enge, som blev til frodigt græs takket være ikke alene vandet, men også dets indhold af næringsstoffer. Mølleå-kanalen var i brug helt indtil først i 1950’erne.

Her ses, hvordan Åresvad Å deles i to af et stemmeværk vest for mølledammen, så den ene del løber ud i den store å, og den anden giver vand til kanalen, som følger åen mod nordvest. Målebordskort fra Geodætisk Institut 1877, rettet 1914.

Kortet er det første nøjagtige kort, hvor man kan se højdeforskellene. Under krigen i 1864 fandtes der ikke nogen kort, hvor militærstrategerne kunne se diverse højdeforskelle i terrænet, når de planlagde soldaternes placering. Det betød, at de danske styrker i flere tilfælde var opmarcherede på et lavtliggende område, hvor fjenden havde et fortrin ved at kunne overraske danskerne med et angreb fra et højere liggende sted, f.eks. en bakke. Det var årsagen til, at det første generalstabskort blev udarbejdet i 1873. På kortet kan man f.eks. se, at der dengang var en spang (bro) over åen i Aahuse, og at der ved begyndelsen af kanalen på åens vestlige side ligeledes var en spang. Desuden var der endnu en sluse omtrent ud for Nørregaard, som for længst er jævnet med jorden.