”Jyllands hjerte” på Åhusevej.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

I gammel tid lå der i århundreder en skelsten på det sted, hvor en lille bæk fra Høgild mose løber ud i Karup å. Stedet er noget helt enestående i Danmarks historie og omtales allerede i 1656. Her mødtes i alt 18 skel, så man kunne stå på stenen og kaste en sten i 3 stifter (Århus, Viborg og Ribe), 3 sysler (Loversyssel, Hardsyssel og Omersyssel), 3 amter (Silkeborg, Lundenæs og Hald), 3 herreder (Lysgård, Ginding og Fjends), 3 sogne (Karup, Haderup og Resen) og 3 bymarker (Karup, Hessellund og Høgild). Et sagn fortæller, at en herremand flyttede stenen, og at den herefter havnede i mosejord. Bl.a. Jeppe Aakjær ledte efter stenen uden held, men da en gårdmand i Egelund gravede tørv under 2. verdenskrig, stødte han på den meget store sten og fik den flyttet hjem til gården et par år efter. Her fandt lokalhistorikeren Ole Michaelsen den for 25 år siden, og i 1987 blev den anbragt, hvor den står i dag som et minde om en svunden tid, kun et stenkast fra sin oprindelige placering.