Karup ca. 1912.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

Sådan så Bredgade ud engang, og i dag ser nogle af husene stadig ud, som de gjorde dengang. Selve gaden var en bred grusvej, der blev skåret over af jernbaneskinnerne, hvor nu Genvej krydser Bredgade. Billedet er taget ned mod hjørnet ved Østergade. I det første hus fra venstre boede en sadelmager (nu Optikur), i det næste havde storkøbmanden I. C. Nielsen sit lager og sit kontor (i dag ejendomsmægler og advokat), og herefter lå der en åben plads, hvor I. C., som han altid blev kaldt, udstillede vogne, landbrugsmaskiner o.a. Længst nede ses hans forretning (bygget i 1903), som var brugsforening indtil 1910, hvor den i stedet blev købmandsforretning. Købmand Friborg havde forretning i ejendommen i mange år, og siden 1976 har den været ejet af Ole Aagaard. Huset til højre var tømrerværksted (senere Chr. Poulsens trikotageforretning og Meretes Frisørsalon), dernæst kom smedens privatbeboelse på den anden side af skinnerne, der skimtes midt i billedet. Smedien lå dengang længere væk fra vejen og ses ikke. Senere blev der bygget en ny smedie, og det er her, ”Hosekræmmeren” i dag har forretning. Huset næstefter var afholds-restaurant, og i det efterfølgende var der brugsforening fra 1910 samtidig med, at der var indrettet forsamlingshus i bygningen. Længere henne lå telefoncentralen, som ikke ses på billedet.