Efter befrielsen.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

Under 2. verdenskrig var der mange tyske soldater i Karup på grund af den nærliggende Fliegerhorst Grove, og der var ofte natlige overflyvninger og skyderier, men heldigvis kom byen igennem krigen uden ødelæggelser eller tab af menneskeliv. Dette foto er taget den 6.maj 1945 ved det senere Centrumkryds i Karup. Det viser tyske soldater på vej hjemad mod det ødelagte Tyskland. Th. ligger C. A. Pilgaards mekanikerværksted og hans BP-benzintank. Bag ved på den daværende Høgildvej ses Mosebæks villa (i dag Stadionvej 4), der ragede op over de få andre huse og på grund af højden blev kaldt ”Høgild kirke”. Tv. havde købmand Ejner Andreasen sin lille butik (senere Svend Frandsen), i det næste hus boede Anna og Ernst Kristensen og i det sidste Kristian Nielsen, der var vognmand. Pilgaards værksted blev senere overtaget af datteren og svigersønnen, Inger og Kurt Hansen, som emigrerede til Australien. I dag er her en OK-benzinstation og en nærkøbsbutik. Foto: Inger Hansen.