Den nybyggede Karup Kartoffelmelfabrik.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

Om efteråret kører den ene tungtlæssede traktor efter den anden med kartofler til Karup Kartoffelmelfabrik. Langvejs fra kommer landmændene med deres last af kartofler til fabrikken, der kører i døgndrift i disse måneder, og en svag, let sødlig lugt breder sig i området. Den sandede jord på de tidligere heder er velegnet til kartoffelavl, og i egnen omkring Karup er det den dominerende afgrøde. Fabrikken blev bygget i 1933 og fik stor betydning for landmændene. Den blev anlagt tæt ved Karup å, så spildevandet kunne ledes ud i åen, og samtidig var placeringen tæt ved banen ideel. Via et sidespor kunne kartoffelmelsprodukterne transporteres til de større byer som Herning og Viborg og videre derfra, og fabrikken blev en af banens mest trofaste brugere. Den var da også årsagen til, at godsbanetransporten til Karup fortsatte 6 år efter banens officielle nedlæggelse i 1971. At beliggenheden så tæt på den gamle kirke kunne være et problem, tænkte ingen over, da fabrikken blev bygget. I 1980 blev den første kæmpemæssige silo opført, senere fulgte flere efter, og i dag er fabrikken Nordeuropas største kartoffelmelsfabrik.

 

Se mere om Karup Kartoffelmelfabrik her:

 

https://arkiv.dk/vis/2719129