Spændende gammel motorcykel.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

Dette billede er fra dengang, da sådan et nymodens køretøj i høj grad var et særsyn – ikke mindst i en lille by som Karup. Og selv om motorcyklen ser noget primitiv ud i forhold til de strømlinede modeller, vi kender i dag, er den alligevel betydeligt mere avanceret end den allerførste, der blev fremstillet i Schweiz i 1905 og kun bestod af en motor, monteret på et cykelstel. Takket være formanden for Veteranmotorcykelklubben ved vi, at motorcyklen på billedet er en Pierce Arrow 600 cc sideventilet motor på 4 cylinder, bygget i 1912 på en amerikansk bilfabrik. Den vakte stor opmærksomhed på grund af sin fine kvalitet og sit særprægede stel og kardantræk. Fabrikken opgav motorcykelproduktionen efter 4 år, og motorcyklen på billedet ville i dag have været en stor sjældenhed og kostet en formue.

Manden på motorcyklen kender vi desværre ikke navnet på. Skulle nogen af hjemmesidens læsere kunne hjælpe os, hører vi gerne nærmere.