Tømrerværksted i Karup.

 

Af Inger Merstrand for Karup Egnsarkiv

 

Dette hus (nu Bredgade 13) blev opført i 1906, samme år som banen kom til Karup. Her boede tømrermester Søren Thomsen, som sammen med sin bror Niels bl.a. stod for byggeriet af missionshuset. Værkstedet var bygget lige ved siden af banen, og lagerpladsen lå, hvor Vinkelvej ligger i dag. En af byens kendte mænd, Kræn Peter, var ejer af huset i en årrække, og det fortælles, at der har været drevet landbrug på stedet. Kræn Peder døde i 1939 og hans kone få år senere, hvorefter deres arvinger i USA så vidt vides overtog huset, der i 1955 blev købt af frisør Søren Nissen. 11 år senere rev han stuehuset ned, men lod en sidebygning stå og byggede til, så ejendommen derefter så ud som i dag med 3 forretninger forneden og beboelse ovenpå. Chr. Poulsen fik manufakturhandel i den ene ende, i midten havde Nissen frisørsalon, og i den anden ende ud mod forsamlingshuset var der urmagerforretning. Den gamle sidebygning kan ses fra både Engholmvej og Vinkelvej.