Ejendom 15 Damholt Vallerbækvej 71

 

 

 

Ejer:

 

1878 Mikkel Christian Nielsen køber parcel 8i fra Anders Pedersen, ejendom 8 til ny ejendom.

 

1881 Køber parcel 8o af Jens Chr. Sørensen, ejendom 8.

 

1883 Palle Christian Nielsen.

 

1896 Køber parcellerne 11f og 11L af Peder Chr. Jensen, ejendom 11.

 

1921 Adkomst til Ane Nielsen.

 

1936 F.S. Mikkel Christian Nielsen.

 

 

F.S. = Formandens søn

 

 

 

Mikkel Christian Nielsen 1878 - 1883

 

Mikkel Christian Nielsen blev født den 26. december 1818 i Fårbæk, Haderup sogn. Han blev

hjemdøbt 26. december og fremstillet i Haderup kirke 7. marts 1819. Han var søn af gårdmand

Niels Mikkelsen og Kirsten Larsdatter i Fårbæk.

 

Ungkarl af Fårbæk i Haderup sogn, Mikkel Christian Nielsen, 27 år, blev viet den 29. maj 1845 i

Karup kirke til pigen Mette Jensdatter af Vallerbæk, Karup sogn, 21 år, hjemme hos faderen.

Forloverne var Visti Jacobsen og Jens Jensen. Mette Jensdatter var født 21. oktober 1824 i

Vallerbæk, og blev døbt 21. oktober i Karup kirke. Hun var datter af gårdmand Jens Jensen og

hustru Ane Knudsdatter i Vallerbæk.

 

Ifølge tilgangslisten for Ørre sogn rejste Mikkel Christian Nielsen til Thalund, hvor han havde købt

en ejendom. Mette Jensdatter blev ikke omtalt, men må have været med dertil. Ved folketællingen i

1850 driver de gården ved hjælp af tre tjenestefolk.

 

I afgangslisten for Ørre sogn i 1856 oplyses: Mikkel Christian Nielsen, 38 år, ejer af en gård i

Thalund og hidtilværende sognefoged sammen med sin kone rejser til Karup.

 

Ifølge tilgangslisten i Karup flyttede parret til Vallerbæk som indsiddere.

 

Mette Jensdatter døde 18. april 1872 og blev begravet 24. april. 47 ½ år gl. Gift med sognefoged,

aftægtsmand, for tiden sognerådsformand Mikkel Christian Nielsen i Vallerbæk Mølle. Under

bemærkninger står, at hun led af flerårig mavesvækkelse m.m. Hun var datter af gårdmand Jens

Jensen (Stavlund).

 

Mikkel Christian Nielsen og Mette Jensdatter fik ingen børn.

 

Mikkel Christian Nielsen blev gift 2. gang den 15. april 1873 i Bording kirke: Enkemand af 1.

ægteskab aftægtsmand og sognefoged, Vallerbæk Mølle og pigen Maren Hansdatter i Bøgelund,

afdøde gårdmand Hans Andersens datter, født i Bøgelund 15. april 1833, 40 år gl.

Forloverne var Jens Jensen, gårdmand i Neder Uhre og Carl Peter Jensen, fæster af Vallerbæk

Mølle.

 

I 1878 købte Mikkel Nielsen en parcel, 8i af Anders Pedersen fra ejendom 8 og startede en ny

ejendom. Han købte i 1881 en parcel 8o af Jens Chr. Sørensen fra ejendom 8.

 

I 1883 solgte Mikkel Christian Nielsen ejendommen til Palle Christian Nielsen, men beholdt selv

parcellen 8o. Efter hans død arvede Palle Chr, Nielsens kone parcellen.

 

Samtidig blev der oprettet en aftægtskontrakt mellem Mikkel Chr. Nielsen, hans hustru Maren og

Marens mor, Ida Nielsen, der boede hos dem.

 

Ifølge kontrakten skulle de bl.a. have 2½ fag i den østre ende af stuehuset til deres aftægtsbolig, og

desuden et stykke jord, hvor de ville bygge 6 fag hus til forlængelse af aftægtsboligen. Yderligere

skulle de årligt have et læs hvid gulvsand og frisk rughalm til to senge (dog ikke uden betaling for

halmen efter almindelig pris). Til ildebrændsel skulle Palle Chr. Nielsen levere: 10 læs skudtørv á

30 snese pr. læs, både løse og hårde ligesom de var kastet op imellem hinanden til bunden af

graven og af størrelse efter cirkulære af 6. november 1838, og 4 læs hedetørv á 8 snese pr. læs, alt

hjemkørt og tørret i rette bjergningstid og ordentlig istakket ved aftægtsboligen og tilbørlig hyllet

og tildækket for regn og uvejr.

 

Den 9. december 1884 døde Marens mor, Ida Nielsen, og den 2. december 1887 døde Mikkel Christian

Nielsen af gulsot og blev begravet 10. december på Karup kirkegård, 69 år gammel.

Da ingen af ægtefællerne havde børn, oprettede de i 1873 et testamente. Efter Mikkel Chr. Nielsens død

overtog Maren derfor boet uden skiftebehandling, hvorefter hun betalte 1% i arveafgift til Viborg amtstue.

 

KØBEKONTRAKT

 

Vi underskrevne jeg Anders Pedersen som sælger og jeg Mikkel Christian Nielsen som køber have

under d.d. indgået følgende købekontrakt med hinanden.

 

Jeg Anders Pedersen der ved skøde af 9. september 1874 tinglæst 4. december s.a. er ejer af Karup

mølle af hartkorn 1 tønde, 1 fjerdingkar og 2½ album, gl. skat 15 kr. 72 øre (7 rd 83 sk) under

matr.nr. 8a tilstår herved fra mig og arvinger at have solgt til aftægtsmand M.C.Nielsen af

Vallerbæk og hans arvinger et stk. ejendom af den mig ovennævnte tilhørende Karup mølle som

består af hede, grønninger og eng og er beliggende mod østre side af heden til matr.nr. 10b Philip

Vistisens skel og med søndre side til matr.nr. 8b, 8g Peder Chr. Christensens skel og 8c og 8de

Gregers Jensens skel og 8e Jens Jensen og Jens Christian Sørensens skel og 8b Philip Vistisens skel

og mod vest til matr.nr. 11a Jens Christian Sørensens skel og imod nord til matr.nr. 10a Christen

Poulsens skel. Dette stk. ejendom indeholder omtrent 17 tdr. land. Desforuden medfølger i købet et

stk eng og grønninger, som er beliggende ved den såkaldte Halleraa og grænser med østre skel til

matr.nr. 8b Philip Vistisens enge og imod syd til Halleraa, og den såkaldte søndre vandtilledningsgrøft

indtil den nordre skellinje overkører bemeldte vandtilledningsgrøft og imod nord til matr.nr.

11e Mikkel Simonsens ejendomme, hvilke ejendomme og skel alt er taget i øjesyn og medfølger i

købet 1/5 af den vandrettighed, som jeg efter forening af 11. oktober 1856 og forlig af 30. juni 1862

samt 5. febr. 1852, læst 20 s.m. har til Karup mølle i den såkaldte nordre vandtilledningsgrøft mod,

at køberen da udreder en femtedel af de udgifter og naturalarbejde som kan påhvile Karup mølle

efter, at parcellisterne efter forening af 20. d.m. har erlagt deres kontingent til møllen denne

vandkanal og stemværk betræffende, og bemærkes det, at køberen må afbenytte den beskrevne

femtedel af den vandmasse, som den nordre vandkanal medfører i ligesamling tid som møllen

matr.nr. 8a efter at parcellisterne har haft det i 12 timer hver fredag fra solopgang, hvilket bliver 24

timer ugentlig, så skal og køberen respektere en af mig under 20. d.m. oprettet forening betræffende

tilladelse til at have deres transporter render igennem det solgte ejendom, nemlig parcelejerne fra

Karup mølle.

 

Den akkorderede købesum 1200 tolv hundrede kr. som erlægges til sælgeren ved skødets

udstedelse, hvilket skøde skal være ren, fri for præjudicerende bemærkninger med undtagelse af de i

mit skøde af 9. september f.a. læst 4. december s.a. anførte fire tinglæste vandingskontrakter på

møllen. Købesummen forrentes med 4% p.a. fra 11. juni termin d.a., så skal og køberen udrede alle

offentlige og kommunale afgifter, som kan komme til at påhvile de solgte ejendommes hartkorn fra

11. juni termin d.a. hvilken ejendom alt er overladt til køberen.

 

Udstykningen fremmes så hurtig som muligt af sælgeren, og er både sælger og køber fælles om at

betale udstykningsomkostningerne så og papirsomkostningerne, men skulle imod formodning

udstykningen til beboelse blive nægtet, da afstår sælgeren de heri beskrevne ejendomme og

vandrettighederne til køberen eller arvinger i arvefæste og med ret til at sælge og pantsætte, eller

om dette skulle være lovstridigt, da i leje på 49, ni og fyrretyve år og med fornyelse af

lejekontrakten for andre 49, ni og fyrre år efter udløbet af de første 49 år mod, at køberen da betaler

i indfæste ved lejekontraktens udstedelse 400, fire hundrede kroner og desforuden en årlig landgilde

af 30, er tredive kroner som erlægges med halvdelen i hvert års 11. juni og 11. december terminer,

og ved lejetidens udløb skal de, der da mueligen beboer ejendommen have ret til at nedbryde de på

ejendommen stående bygninger og bortføre det og er fremleje tilladt uden nogen udgift og skal

lejekontrakten være med i tinglæsningen med undtagelse af de benævnte 4 vandingskontrakter og

desforuden 8.000, otte tusinde kroner, hvilke anmærkninger fæsteren skal tåle, men dog må det

være køberen eller lejeren eller arvingerne tilladt at frasige sig lejermålet, dersom udstykningen til beboelse

bliver nægtet.

 

Jeg M.C.Nielsen tilstår herved at have købt foranførte ejendomme med den heri bestemte vandrettighed og

byrder til de anførte summer og betalingstider, ligesom jeg herved forbinder mig og arvinger til i et og alt at

efterkomme dette dokument.

 

At vi således er kommet overens denne handel betræffende, og som skal være bindende for os og arvinger

og i tilfælde af misligholdelse af nærværende dokument enten fra sælger eller købers side underkaster vi os

hver for sig den hurtige retsforfølgning frd. af 25. januar 1828 hjemlede, bekræfter vi herved med vore

hænders underskrifter vidnesfast.

 

Den originale købekontrakt forbliver i køberens værge, hvorimod denne meddeler sælgeren en bekræftet

genpart deraf.

Skrevet i Karup mølle den 27. august 1875.

 

Som sælger: Som køber:

Anders Pedersen m.f.p. ved Visti Vistisen M.C.Nielsen

 

Til vitterlighed: Visti Vistisen Christen Jakobsen

 

Læst som købekontrakt den 10. september 1875.

Anm: Foruden de indbemeldte 4 vandingskontrakter påhviler der sælgerens ejendom en ? pante-obligation

for 8.000 kr. (Underskrift ulæselig)

 

Kilde: Lysgård og Hids herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP38 fol. 97)

 

 

SKØDE

 

Ved indenrigsministeriets udstykningsapprobation af 14. juni 1876 er den ved foranstående

købekontrakt af 27. august 1875 læst 10. september s.a. solgte parcel udstykket fra matr.nr. 8a,

Karup by og sogn ansat for hartkorn 2 fdk ¾ alb, gl.skat 1 kr. 3 øre under matr.nr. 8i, og da nu

køberen har berigtiget købesummen 1200 kr. ved kontant betaling og udreder alle af parcellen

gående kongl. skatter, tiender og øvrige påbud af hvad navn nævnes kan, så erklærer jeg

underskrevne Anders Pedersen herved, at fornævnte parcel som jeg efter frasalg under 24. juni 1876

til Jens Christian Sørensen, hvilket skøde er tinglæst 4. august s.a., endnu er ejer af, skal tilhøre den

i nævnte købekontrakt benævnte M.C.Nielsen med de samme herligheder, rettigheder, byrder og

forpligtelser, hvormed jeg selv efter skøde af 19. november 1879 læst 4. december s.a. som en

samlet ejendom har ejet samme, hvorhos køberen skal tåle bemærkning som ansat i købekontrakten

angående de 4 vandkontrakter, hvorimod jeg forpligter mig til at hjemle parcellen uden for

prioritetsgælden 8000 kr. K.M. som hvilede på matr.nr. 8a hartkorn 1 tdr 1 fdk 2½ alb, gl.skat 15 kr.

72 øre Karup møller i øvrigt fri for enhvers beføjet krav og tiltale og er jeg pligtig at hjemle ham det

solgte efter loven.

 

Til bekræftelse med min underskrift vidnesfast.

Skrevet i Vallerbæk i Karup den 29. juli 1878. Anders Pedersen

Til vitterlighed: Christen Thobiasen Knud Nielsen

 

Da indenrigsministeriet under 14. juni 1876 har approberet udstykningen af J.Chr. Sørensens gårds

jorder matr.nr. 8a i Karup by og sogn, således at der fra må afhændes til bebyggelse inden 2 år eller

forening med anden ejendom parcellen matr.nr. 8i af hartkorn 2 fdk ¾ alb, gl.skat 1 kr. 3 øre,

præstetiende 1½ fdk rug, småredsel til præsten, intet, kongekorntiende ¾ fdk rug og ¼ fdk byg,

vides fra amtets side intet imod dette skødes tinglæsning at erindre.

Viborg stiftamt den 23. august 1878. E. K?

 

Læst den 30. august 1878.

Anm. Foruden indbemeldte 4 vandingskontrakter hviler der endvidere på matr.nr. 8a i Karup,

hvorfra den afhændede parcel er udskilt en forening ang. afbenyttelse af vandet i en

hovedledningsgrøft tinglsæt 10. september 1875 og en bevilling til at nedlægge gården tinglæst den

7. juli 1876. Herholdt

 

Kilde: Lysgård m.fl. herreders skøde- og panteprotokol (B47-SP40 fol. 256)

 

 

AFTÆGTSKONTRAKT

 

Oprettet imellem undertegnede M. C. Nielsen (Mikkel Christian Nielsen) som nyder og Palle Christian

Nielsen som yder.

 

Jeg M. C. Nielsen, der ved skøde af 10. juli d.a. har overdraget mit hidtil ejende sted Damholt kaldet på

Karup mark til Palle Christian Nielsen, forbeholder mig herved for mig og min hustru Maren Hansdatter og

svigermoder Ida Nielsdatter, ret til vor livstid at bebo de 2½ østre fag af det nuværende stuehus på Damholt

samt afbenyttelse af loftsrummet over de 3 fag som alt er i beboelig stand og som stedse skal vedligeholdes

af yderen i alle måder både på tag og fag, ud- og indvendig, således at det til enhver tid afgiver en anstændig

beboelse for nyderne indtil den sidstes dødelige henfart, og skulle aftægtsboligen forulykkes med ildebrand,

da skal yderen forskaffe nyderen en passende beboelseslejlighed imedens den er nedbrændt, og senest et

halvt år efter branden have aftægtslejligheden i samme beboelig stand som før branden og i samme forhold

til yderens beboelses lejlighed som før branden, og på denne vor bopæl leveres os årligen til den sidstes død

uden noget vederlag følgende præstationer:

 

1.

10 læs skudtørv á 30 snese pr. læs både løse og hårde ligesom de er kastet op imellem hinanden til bunden af

graven og af størrelse efter cirkulære af 6. november 1838, og 4 læs hedetørv á 8 snese pr. læs, alt hjemkørt

og tørret i rette bjergningstid og ordentlig istakket ved aftægtsboligen og tilbørlig hyllet og tildækket for

regn og uvejr eller og bragt i nyderens egen tørvehus alt efter nyderens billige anvisning. Askeaffald er

yderen uvedkommende.

 

2.

Yderen skal hver dags morgen året rundt levere til almindelig malketid på nyderens bopæl 1 potte nymalket

komælk, ren og uforfalsket, og med lovbestemt mål.

 

3.

Jeg forbeholder mig et stykke havejord fra østre side af haven som alt er taget i øjesyn og som yderen skal

hegne for sine kreaturer. Tillige forbeholder jeg mig så stort et stykke jord ved østre ende af aftægtsboligen,

som behøves til at sætte 6 fag hus på og sammenbygge det med aftægtshuset og fri og uhindret passage

omkring huset og ad alle de veje og stier, som fører til og fra huset for os og vore kreaturer både kørende og

gående og fri og uhindret adgang til og fra stedets brønd med vand til vores kreaturer og husbehov i alle

henseender, og skal yderen til enhver tid holde brøndredskaberne og brønden med vand i brugbar stand til at

drage vand op med til nyderne.

 

4.

Yderen skal årlig levere et læs hvid gulvsand, så skal yderen og levere på nyderens forlangende 1 gang årlig

frisk rughalm til to senge, dog ikke uden betaling for halmen efter almindelig pris.

 

5.

Skulle nyderne få i sinde at fraflytte aftægtsboligen, da skal yderen erlægge til nyderne på deres nye bopæl

som vederlag for alle aftægtspræstationer 50 kr. årlig, som erlægges med halvdelen i hver af årets

sædvanlige terminer, dog gælder denne fastsatte betaling først, når der kommer en anden yder end P. Chr.

Nielsen og efter M. C. Nielsens død. Er Palle Chr. Nielsen og Ane Nielsen aftægtsyder, når flytningen finder

sted erlægges der kun 30 kroner årlig, ligeledes med halvdelen i hver af årets sædvanlige terminer og skulle

nyderne igen få i sinde at flytte tilbage i aftægtsboligen, da skal dette være dem tilladt så ofte de forlange det

efter et forud givet halvt års varsel til yderen, og aftægtsboligen skal da være i samme beboelig stand som

ifl. kontrakten først er bestemt, og kontrakten træder da i sin oprindelige kraft igen. Og forbeholder nyderne

sig fri rettighed til at tage hvem til huse hos sig, som de vil til at passe og pleje dem såsom både pasning og

jordefærds-omkostninger og nydernes efterladenskaber er yderen uvedkommende.

 

6.

Skulle aftægtsyder Palle Chr. Nielsen eller dennes hustru afhænde stedet Damholt uden aftægtsnydernes

vilje eller vidende, da erlægge de ved fraflytningen til nyderne en gang for alle 400 kr. kurantmønt.

 

7.

Jeg Palle Christian Nielsen forpligter herved både mig og arvinger til at udrede de i denne kontrakt bestemte

præstationer i alle måder til de deri bestemte tider og steder i enhver henseende skadesløs for nyderne. Og til

sikkerhed herfor pantsætter jeg herved med prioritet næstefter 2.000 kr. til aftægtsnyderen mit efter skøde af

10. juli d.a. ejende og påboende sted Damholt kaldet på Karup mark, der står for Hartkorn 2. fdk og ¾ alb.,

gl.skat 1 kr. 3 øre under Matr.no 8i med påstående bygninger, til og underliggende ejendomme, isået sæd,

avl og afgrøde, så og min besætning ud- og indvendig i nogen måde undtagen af hvad jeg ejer, i lige måde

husets og løsørets assurancesummer i ildebrandstilfælde, og skulle søgsmål for misligholdelsen af denne

kontrakt imod mig eller arvinger efter efterkommende ejere af det heri pantsatte vorde rejst, da underkaster

vi og arvinger den hurtige retsforfølgning fdrng af 25. januar 1828 hjemler, og bemærkes det, at aftægten har

oprykningsret på 1. prioritet, når de 2.000 kr. bliver udbetalte.

 

 

Nærværende kontrakt bliver at tinglæse for yderens bekostning på forlangende samtidig med skødet på det

heri pantsatte sted. Til bekræftelse med vore underskrifter vidnesfast.

Vallerbæk i Karup den 26. oktober 1883.

Som nyder: M. C. Nielsen Som yder: Palle Christian Nielsen

 

Til vitterlighed: Niels Pedersen Jens Chr. Nielsen.

 

Ifølge hoshæftede dødsattester er de i foranstående kontrakt ommeldte aftægtsnydere M. C. Nielsen og Ida

Nielsdatter afgåede ved døden. Kontrakten bedes derefter tinglæst som hæftelse på Matr.no 8i til fordel

alene for aftægtsenken Maren Hansdatter. Retsanmærkning frafaldes.

Ved vedkommende. L. P. Petersen

 

At sognefoged, aftægtsmand Mikkel Christian Nielsen af Karup er død den 2. december 1887 bevidnes

herved efter Karup kirkebog.

Frederiks præstegård den 25. september 1896. D. P. Østergaard, sognepræst.

 

At aftægtskone af Vallerbæk Ida Nielsdatter er død den 9. december 1884 og begravet den 17. s.m. bevidnes

herved efter Karup kirkebog.

Frederiks præstegård den 25. september 1896. D. P. Østergaard, sognepræst.

 

Læst på Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders ting den 25. september 1896 og indført i skødeog

pantebogen. Christopher Krabbe

 

Kilde: Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP54 fol. 101)

 

 

SKIFTE

 

Udskrift af Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skifteprotokol.

 

År 1888 den 8. februar formiddag kl. 8½ blev Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders

skifteret sat på herredskontoret af den undertegnede ord. Dommer og skriver med de undertegnede

retsvidner, hvor da foretoges: 222 87/88. Boet efter sognefoged Mikkel Christian Nielsen af Karup,

død 2/12 1887. Fremlagdes notarialiter attesteret testamente af 30. maj 1873, hvorefter afdødes enke

Maren Hansdatter er eneste arving, samt arveanmeldelse, hvorefter enken uden skiftebehandling har

overtaget boet, hvoraf 1 % arveafgift er betalt til Viborg amtstue den 30. januar 1888 med 64 kr.

Boet er hermed berigtiget.

Skifteretten hævet. Christopher Krabbe

 

Vidner: Christian Siersted L.P.Petersen

 

Udskriftens rigtighed bekræftes. Dommerkontoret i Kjellerup den 6. september 1921. E.Bülow

Foranstående udskrift bedes tinglæst som adkomst for indbemeldte Maren Hansen på ejendommen

Matr. Nr. 8o Karup af hartkorn 3 Fjerdingkar 1 Album og Matr. Nr. 8ag smsts. af hartkorn ¾

Album, hvilken ejendom har tilhørt hendes afdøde mand.

 

Maren Hansdatter ser senere død, og den nævnte ejendom er på skiftet efter hende udlagt som arv til

Ane Nielsen i ægteskab med Palle Chr. Nielsen, hvis adkomst er tinglæst 26. f.m., og det er således

til berigtigelse af sidstnævnte adkomst at tinglæsningen ønskes. Værdi 800 kr.

Anmærkning frafaldes.

 

Kjellerup den 1. september 1921. For vedkommende. L.P.Petersen

 

Læst den 9. september 1921 …. Pantebogen…

..

Kilde: Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP66 fol. 933)

 

 

EKSTRAKTUDSKRIFT

 

af Lysgaard og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skifteprotokol.

År 1905 den 4. juli formiddag kl. 10 blev på Lysgaard og Hids samt en del af Houlbjerg herreders

skifteret sat på herredskontoret af den undertegne ordinære dommer og skriver med de

undertegnede retsvidner, hvor da foretoges: 05/06. Boet efter Maren Hansen i Karup død den 10.

juni 1905. Skifteforvalteren bemærkede, at der ved dødsfaldets anmeldelse var afleveret et af

afdøde under 17. september 1896 oprettet notarialiter attesteret testamente, som fremlagdes.

Afdødes ægtefælde Mikkel Christian Nielsen døde 2. december 1887, og efter ham overtog hans nu

afdøde enke det fælles bo som eneste arving.

Skifteretten hævet. Christopher Krabbe.

Vidner A. Jensen Egholm.

År 1906 den 17. juli formiddag kl. 8 blev Lysgaard og Hids samt en del af Houlbjerg herreders

skifteret sat på dommerkontoret af den undertegnede konstituerede dommer og skriver med de

undertegnede retsvidner, hvor da foretoges. 88 05/06, boet efter Maren Nielsen, født Hansdatter i

Karup, død 10. juni 1905. Skifteforvalteren fremlagde statstidende for 23. 25. og 26. september

1905 indeholdende det i boet udstedte kreditor- og arveproklama og bemærkede, at ingen kreditor

har meldt sig. Endvidere fremlagdes statstidende for 7. ds. Indeholdende bekendtgørelse af

nærværende samling, som afholdtes for at opgøre boet. Der fremlagdes et hæfte korrespondance til

oplysning om arveforholdene, opgørelse fra Viborg sparekasse betræffende kontrabog 45428. Ingen

mødte. Med bemærkning at de udestående fordringer er indgåede med undtagelse af fordring på

Jens Nielsen, Bøgelund og Hans Nielsen, Haurdal, hvilke fordringer ville være at udlægge for

debitorerne selv som arvinger, opgjorde skifteforvalteren boet således:

Indtægter: 1. ----- 2. ------3. Boets faste ejendom en englod matr. no. 8o Karup af

hartkorn 3 fdk. 1 ¾ alb. med tiendeanpart til afdødes søsterdatter Ane Nielsen i ægteskab med Palle

Christian Nielsen i Karup for vurderingssummen 800 kr.

Boet sluttet. Skifteretten hævet. L.P.Petersen konst.

Vidner F. Petersen A. Herholdt

Ekstraktudskriftens rigtighed bekræftes.

Dommerkontoret i Kjellerup den 11. august 1921. F.Bülow.

Foranstående udskrift bedes tinglæst som adkomst for Ane Nielsen i ægteskab med Palle Christian

Nielsen i Karup på den hende udlagte ejendom matr. no. 8o Karup by og sogn.

Kjellerup den 16. august 1921. For vedk. L.P.Petersen.

Skatterne af forannævnte ejendom er betalte indtil oktober termin 1920 inklusive. Ikke særskilt

vurderet.

Viborg amtstue den 17. august 1921. L.Petersen cst.

Ved landbrugsministeriets udstykningsapprobation af 12. juni 1919 er det indbemeldte matr. no. 8o

udstykket således: matr. no. 8o af Karup af hartkorn 3. fdk 1 alb. og på matr. 8ag smst. hartkorn ¾

alb. og på matr. no. 8ag er der senere udstedt og tinglæst skøde. Foranstående begæring om

tinglæsning er at forstå således, at udskriften bedes læst som adkomst på det nuværende matr. no.

8o, og den bedes derhos læst til berigtigelse af adkomst på matr. no. 8ag.

Kjellerup den 20. august 1921. For vedk. L.P.Petersen

 

Læst den 26. august 1921. Pantebogen

Anmærkning. Maren Hansens adkomst er ikke tinglæst.

(i margin)

Med bemærkning, at min hustru Ane Nielsen er afgået ved døden den 18. d.m. erklæres på tro og

love, at den indbemeldte ejendoms værdi ikke overstiger 1000 kr..

Karup den 19. august 1921. Palle C. Nielsen.

 

Kilde: Lysgaard og Hids herreders skøde- og panteprotokol (B47 SP66 side 900).

 

 

 

 

Palle Christian Nielsen 1883 - 1936

 

Palle Christian Nielsen var født 29. november 1854 i Vådde, Ikast sogn og blev døbt 7. januar 1855

i Ikast kirke. Han var søn af gårdmand Niels Nielsen og hustru Anne Pallesdatter fra Våddegård.

 

Ungkarl fra Tulstrup, Palle Christian Nielsen, 28 år, blev viet 14. november 1882 i Karup kirke med

pigen Ane Nielsen af Bøgelund mark, 26. år. Forloverne var husmand Jens Christian Nielsen af

Bøgelund mark og indsidder Hans Nielsen af Haurdal mark. Ane Nielsen blev født den 1. april 1856

og var datter af husmand Jens Christian Nielsen og hustru Bodil Hansdatter i Bøgelund, Karup

sogn.

 

I 1883 købte han ejendommen af Mikkel Christian Nielsen. I første omgang var det kun

hovedparcellen han fik med gården, men da både Mikkel Christian Nielsen og Maren Hansdatter

var døde i 1921 arvede Palle Nielsens kone, Ane Nielsen parcellen 8o. Ane Nielsen var søsterdatter

til Maren Hansdatter, Mikkel Chr. Nielsens kone.

I 1896 købte Palle Nielsen 2 parceller 11f og 11l af Peder Chr. Jensen ejendom 11.

 

Palle Christian Nielsen var sognefoged i Karup sogn.

 

Ane Nielsen døde 18. august 1921 på ”Damholt”, Karup Mark. Hun blev begravet 23. august på

Karup kirkegård. 65 år gammel.

 

Fra oplysninger på gravsten døde Palle Christian Nielsen 14. november 1950.

 

Palle Christian Nielsen og Ane Nielsens børn: Alle født på Damholt og døbt i Karup kirke.

1. Nielsine Anine Nielsen, født 9. juli 1884, døbt 13. juli.

2. Bolette Kristine Nielsen, født 4. februar 1886. Død 9. oktober 1887. 1 ½ år. Halssyge.

3. Niels Nielsen, født 22. februar, hjemdøbt 27. februar. Død 4. maj 1900 og begravet på Karup

kirkegård. 12 år.

4. Bolette Kristine Nielsen, født 26. december 1889, døbt 29. december.

5. Mikkel Christian Nielsen, født 26. februar 1892. Død 28. december 1893. 1 år.

6. Niels Peder Nielsen, født 29.september 1893, døbt 8. oktober.

7. Mikkel Christian Nielsen, født 5. april 1895, døbt 11. april

8. Mathilde Kristine Nielsen, født 11. juni 1896, døbt 14. juni.

9. Tobine Kathrine Nielsen, født 15. marts 1898, døbt 20. marts.

 

Ad 6. Niels Peter Nielsen, født 1893: Viet 22. december 1926 i Faurholt kirke, Ikast sogn ungkarl,

tømrer Niels Peder Nielsen af Bording, 33 år og pige Kristine Mathilde Nielsen, født 3. november

1903, datter af husmand Anders Kristian Nielsen og afdøde hustru Mette Jensen, Tulstrup. 23 år.

Forloverne var brudeparrets fædre.

Niels Peter Nielsen var tømrer, og familien boede i Vallerbæk.

Børn:

1. Christian Nielsen, født 19. maj 1929 i Vallerbæk og døbt 19. maj i hjemmet af jordemoder

Karen Nielsen, Høgild. Død inden fremstilling i kirken.

2. Arnold Christian Nielsen, født den 17. september 1931 I Vallerbæk, døbt 30. september i

Karup kirke.

3. Anna Mette Nielsen, født 4. december 1934 i Vallerbæk, døbt 9. december i Karup kirke.

 

Ad 7. Mikkel Christian Nielsen, født 1895: Overtog fødegården efter forældrene.

 

Ad 8. Mathilde Kristine Nielsen, født 1896: Viet 25. november 1920 i Karup kirke til ungkarl og

arbejdsmand Kristen Larsen Troelsen af Uhre, Grove sogn. Han var født i Grove sogn 22. april 1897 og var

søn af boelsmand Søren Troelsen og hustru Mette Larsen af Agerskov, Grove sogn.

 

 

SKØDE

 

Jeg underskrevne M. C. Nielsen tilstår herved for mig og arvinger at have solgt, ligesom jeg herved

overdrager fra mig og andrager til Palle Christian Nielsen i Tulstrup, Ikast sogn og hans arvinger

det mig efter skødet af 29. juli 1878, tinglæst 30. august s.a. ejende sted, Damholt kaldet, på Karup

mark, der står for hartkorn 2 fdk ¾ alb gl.skat 1 kr. 3 øre, under matr.nr. 8i i Karup med påstående

bygninger, til- og underliggende ejendomme, isået sæd, avl og afgrøde alt for den akkorderede sum

2000 kr. er to tusinde kroner krone mønt på følgende vilkår og betingelser:

 

Køberen modtager fra i dag af det heri solgte og svarer selvfølgelig alle af stedet gående kongelige

skatter, tiender og øvrige påhed af hvad navn nævnes kan, og respektere forening af 5. februar 1852,

læst 20. s.m., hvorefter en vandkanal gennemskærer det solgte ejendom og af hvilken vandkanal

køberen har ret til den femtedel af den vandmasse, som er i vandkanalen under den tid som matr.nr.

8 i Karup har ret til vandet, imod at køberen udreder en femtedel årlig af de vandudgifter, som

påhviler Matr.nr. 8 efter at parcellisternes andel af vandudgifterne til matr.nr. 8a er fradragne,

hvilket femtedelsbidrag anslås årlig til 35 øre og i øvrigt indtræder i et og alt i sælgerens sted i alle

henseender, og da nu køberen har fyldestgjort for købesummen ved at udstede panteobligationen i

det solgte, så erklærer jeg herved, at ovennævnte sted nu herefter skal tilhøre merbemeldte P. Chr.

Nielsen med de samme herligheder og rettigheder, byrder og forpligtelser, alt som jeg selv har ejet

samme og udsteder køberen desforuden en aftægtskontrakt af dags dato for mig og hustru, hvis

præstationer for 5 år beløber sig til 244 kr. 50 øre og indestår jeg for al vandhjemmel.

 

Køberen frafalder retsanmærkningerne angående, at der på det solgte i forening med hovedejendommen

matr.nr. 8a hviler flere kontrakter betræffende overrislingsanlæg.

Til bekræftelse med min underskrift vidnesfast.

Vallerbæk i Karup den 10. juli 1883. N.C.Nielsen

 

Til vitterlighed: Ph. Fr. Jacobsen Anders Pedersen

 

Læst på Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders ting den 4. september 1896 og indført i

skøde- og pantebogen.

Anm. En nedlægningsbevilling med forpligtelse til indretning af et pligthus behæfter ejendommen.

Christopher Krabbe.

 

Kilde: Lysgård m.fl. herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP54 fol. 62)

 

 

SKIFTEUDSKRIFT

 

Udskrift af retskreds nr. 79. Lysgård samt en del af Houlbjerg herreds skiftebog. Nr. 75 1921/22.

Boet efter Ane Nielsen f. Nielsen af Karup, død 18/8 1921. År 1921 den 7. oktober fremlagdes en

anmeldelse fra enkemanden husmand Palle Christian Nielsen, Karup om, at han ønskede at forblive

hensiddende i uskiftet bo efter afdøde med hendes og hans fællesbørn nemlig:

 

1. Annine Nielsen g.m. Henrik Nielsen Vad, Ikast.

2. Bolette Kirstine Nielsen, ugift, Karup

3. Niels Peder Nielsen, Karup

4. Mathilde Kirstine Nielsen g.m. Kristian Larsen Troelsen, Engesvang

5. Tobine Kirstine Nielsen, ugift, Karup

6. Mikkel Christian Nielsen, ugift, Karup

 

Idet han på tro og love erklærede, at afdøde med hvem han levede i sædvanlig formuefællesskab

ikke efterlader sig andre livsarvinger.

 

Samtidig modtoges en opgørelse over fællesboet. Således foregået. F. Bülow

 

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Retskreds nr. 79 Lysgård herred m.v. den 14. juni 1923. F.Bülow

 

Med bemærkning, at der tidligere som adkomst på Matr.nr. 8o Karup af hartkorn 3 fdk. 1 alb. er

tinglæst skifteudskrift udvisende, at denne ejendom er udlagt afdøde, gift med Palle Christian

Nielsen bedes nærværende udskrift læst som supplement til bemeldte adkomst således at det deraf

kan ses, at Palle Chr. Nielsen er eneste dispositionsberettiget over ejendommen.

Kjellerup den 15. juni 1923. For vedk. L.P.Petersen

 

Læst … den 15. juni 1923 .. pantebogen. F. Bülow

 

Kilde: Lysgård og Hids herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP69 fol. 301)

 

 

 

 

Mikkel Christian Nielsen 1936 - 1969

 

Mikkel Christian Nielsen var født 5. april 1895 på Damholt som søn af tidligere ejer af gården Palle

Christian Nielsen og hustru Ane Nielsen.

 

Mikkel Christian Nielsen blev viet 10. marts 1939 i Karup kirke til ugift husbestyrerinde, Karup

mark Kirstine Marie Jakobsen, født 20. oktober 1899 i Kvorning, Sønderlyng h., Viborg amt. Hun

var datter af husmand og murer Gunder Jakobsen og hustru Martine Petrea Olsen. Forloverne var

brudeparrets fædre.

 

Kirstine Marie Jakobsen døde 14. maj 1969 på Kjellerup sygehus og blev begravet 20. maj på

Karup kirkegård. 69 år.

 

Mikkel Christian Nielsen og Kirstine Marie Jakobsens børn:

1. Gunnar Damholt Nielsen, født 12. september 1939.

2. Palle Christian Damholt Nielsen, født 25. august 1941 på Karup mark.

3. Anny Damholt Nielsen, født 2. august 1944, Karup mark.

 

Nielsen, Mikkel. Boelsmand, ”Damholt”, Karup

Er født samme sted 5.4.1895. Forældre: Boelsmand Palle Chr. Nielsen, ”Damholt”. Hustru Ane.

Bedsteforældre: FF Gdr. Niels Nielsen, Ikast. FM Anni f. Pallesdatter, MF Lmd. Jens Chr. Nielsen,

Bøgelund, MM Bodil f. Hansdatter.

 

Mikkel Nielsen er gift med Kirstine Marie f. Jacobsen i Kvorning 20.9.1899. Forældre: Murerm.

Gunnar Jacobsen, Kvorning. Hustru Martine Petrea f. Olesen. Bedsteforældre: MF Lmd. Ole Chr.

Jensen, Ørndrup, Rødding, MM Kirstine Marie.

 

I ægteskabet er tre børn: Gunnar Damholt 12.9.1939, Palle Chr. 25.8.1941 og Anny 2.8.1944.

Mikkel Nielsen overtog 1936 gården efter sine forældre med et areal på 33 tdr. land. Nielsens far

købte den ca. 1880 med et mindre areal, da han siden købte mere jord til. Bygningerne er opført

efter brand 1938 i deres nuværende skikkelse på nær stuehuset, der er bygget 1936. Der er anskaffet

nutidens maskiner og redskaber, og normal besætning er i dag 6 køer og tilsvarende opdræt, 2 heste

samt svin og fjerkræ.

 

Uddrag af ”Vort sogns historie i 100 år.” Historisk forlag 1952.