Ejendom 32 Viborgvej 49.

 

 

 

 

Ejer:

 

1899 Simon Pedersen køber af Lars Larsen Balle fra ejendom nr. 5 parceller 5ah og 6r til ny ejendom.

 

1906 F.S. Peder Dusinus Pedersen.

 

1908 Anders Rasmussen.

 

1909 Simon Pedersen.

 

1918 Købmand I.C.Nielsen.

 

1931 Murermester I.C.Nielsen.

 

 

F.S. = Formandens søn

 

 

 

 

Simon Pedersen 1899-1906

 

Simon Pedersen blev født den 22. april 1842 og var søn af smed Peder Pedersen og hustru Maren

Andersdatter i Hylstrup, Alsted sogn, Sorø amt.

I 1862 fik Ellen Kirstine Nielsen i Sandby en søn, som Simon Pedersen var far til, og på det tidspunkt

opholdt han sig i Glumsø. Den 28. maj 1864 blev han gift i Sandby med moderen til barnet,

Ellen Kirstine Nielsen, der var født den 18. juli 1840 og var datter af Niels Stephensen og hustru

Ane Kirstine Sørensdatter i Sandby, Præstø amt.

 

Efter vielsen blev de boende i Sandby, hvor de fik en søn i slutningen af året. Ifølge afgangslisten

fra Sandby flyttede de til Store Sjørup i Estruplund sogn den 30/10 1866, hvor Simon blev smed.

Ved folketællingen 1870 var Simon Pedersen smed på Estruplund.

 

I april 1873 flyttede familien til Rind sogn, hvor Simon Pedersen blev omtalt i tilgangslisten som

daglejer, og de boede hos husmand Christen Middelhede i Rind.

 

Her boede de til januar 1874, hvor Simon Pedersen blev smed i Frederiks. Her blev familien til maj

1875, hvor de flyttede til Kølvrå, Haderup sogn ifølge afgangslisten i Frederiks.

 

I 1899 købte Simon Pedersen et stykke jord af Lars Larsen Balle for 425 kroner. Han havde nok

ikke mange penge for betalingen var en obligation på beløbet. Simon startede så som landmand ved

siden af at han stadig var smed. Han har fået bygget sig et hus på stedet og en smedje. Efter 7 år

sælger han ejendommen til den yngste søn, Dusinus, men Simon skal have ret til at benytte den

lejlighed, der er i den søndre ende af huset, samt at bruge medjen. Det er sikkert den, der nu skaffer

dem det daglige brød. Ved folketællingen i 1911 står han opført som arbejdsmand, så han har

sikkert haft forskelligt forefaldende arbejde. Det ser ud til, at han senere er blevet ansat som graver

og ringer ved Karup kirke.

 

Simon Pedersen døde den 16. september 1920 i Karup, og ved folketællingen året efter boede Ellen

Kirstine hos sønnen Simon Pedersen. Herefter flyttede hun på et tidspunkt til datteren Juliane

Emilie, der var gift og bosat på Stangerum mark, Dalbyover sogn og boede her til sin død den 20.

marts 1926. Hun blev 85 år gammel. Begge blev begravet på Karup kirkegård.

 

Børn af Simon Pederen og Ellen Kirstine Nielsen:

1. Niels Stephensen Pedersen, født 15. november 1862 i Sandby, Præstø amt. Død 7/8 1865.

2. Maren Kirstine Pedersen, født 12. december 1864 i Sandby, Præstø amt.

3. Niels Stephan Pedersen, født 4. oktober 1867 i Estruplund, Randers amt.

4. Juliane Emilie Pedersen, født 20. november 1868 i Estruplund, Randers amt.

5. Petrea Marie Pedersen, født 11. februar 1871 i Store Sjørup, Estruplund sogn. Død 4/4 1871.

6. Petrea Marie Pedersen, født 29. august 1872 i Store Sjørup, Estruplund sogn. Død 1/3 1873

7. Johan Frederik Vilhelm Pedersen, født 8. oktober 1874 i Frederiks.

8. Simon Pedersen, født 28. april 1877 i Kølvrå, Haderup sogn. Døbt i Karup.

9. Peder Pedersen, født 10. marts 1879 i Kølvrå, Haderup sogn. Døbt i Karup. Død 29/3 1879.

10. Ane Marie Kirstine Pedersen, født 28. juni 1880 i Kølvrå, Haderup sogn. Døbt i Karup.

11. Hans Laurits Pedersen, født 23. oktober 1881 i Kølvrå, Haderup sogn. Døbt i Karup.

12. Peder Dusinus Pedersen, født 6. januar 1883 i Kølvrå, Haderup sogn. Døbt i Karup.

 

Ad 2. Maren Kirstine Pedersen, født 1864: 24/3 1887 fik hun som ugift et barn Larsine Kirstine

Jensen. Ved barnets konfirmation i 1901 boede hun hos moderens forældre.

 

Ad 3. Niels Stephen Pedersen, født 1867: I 1895 var han gift med Andrea Marie Jensine Bech-mann, og de

fik en søn, Simon Bechmann Pedersen. På det tidspunkt var Niels Stephen Pedersen fattiggårdsbestyrer i

Ølgod, Ribe amt. I 1909 blev sønnen konfirmeret, og da var familien i Karup. Ved et barns dåb i 1908 blev

det oplyst, at Niels Stephen Pedersen var barber i Karup.

 

Ad 4. Juliane Emilie Pedersen, født 1868: Gift 1. gang 13/3 1894 i Spentrup, Randers amt med snedker Jens

Peter Poulsen, født 1/8 1867 i Dalbyover. Død 16/7 1903, 35 år i Dalbyover. Gift 2. gang 12/1 1907 i

Dalbyover med ungkarl Anders Christian Andersen, født den 11/4 1872 i Udbyover.

 

Ad 7. Johan Frederik Vilhelm Pedersen, født 1874: Gift 10/11 1899 i Spentrup, Randers amt med Mette

Kirstine Christensen, født 4/9 1875 i Borup, Randers amt. Ved vielsen var han tjenestekarl på Buggesholm,

Raasted sogn.

 

Ad 8. Simon Pedersen, født 1877: Gift 17/6 1904 i Herning med Sidsel Pedersen, født 12/2 1878 og var

datter af boelsmand Iver Pedersen og hustru Karen Andersen i Gullestrup, Herning sogn.

 

Ad 10. Ane Marie Kirstine, født 1880: Gift 3/11 1914 i Fovlum, Aalborg amt med enkemand Jacob

Jacobsen i Fovlum.

 

 

 

 

KØBEKONTRAKT.

 

1. Undertegnede Lars Larsen Balle af Karup sælger til ligeledes undertegnede smed Simon Pedersen i Karup

et areal af 28 tdr. land af min ejendom matr. Nr. 5a og 6a Karup, hvilket solgte areal udgør den midterste del

af marken og er nærmere vidnesfast påvist og aftalt og afmærket i terrænet.

 

2. På den del som udgår fra matr. Nr. 5a skal der langs det vestre skel deraf udlægges en 12 alen bred vej,

som skal forbinde de 2 dele af matr. Nr. 5a, som sælgeren beholder tilbage, og som derfor skal henligge til

fri brug og benyttelse for sælgeren.

 

3. Udstykningen skal iværksættes snarrest muligt.

 

4. Køberen er bekendt med, at matr. Nr. 5a og 6a er behæftet med forskellige om vandanlæg og vands

afbenyttelse indgåede kontrakter, som derfor ville behæfte den solgte jord, som de dog ikke vedkommer.

 

5. Købesummen udgør 425 kroner, skriver fire hundrede og fem og tyve kroner, som berigtiges derved, at

køberen samtidig med at han modtager skødet, hvilket skal ske så snart udstykningen er i orden og senest 1.

november4 d.a. for købesummen udsteder obligation til sælgeren, rentebærende med 4 % p.a. at erlægge i de

sædvanlige terminer, 11. juni og 11. december, og gående ud på at beløbet, såfremt renterne prompte betales

og pantet holdes forsvarligt vedlige, ikke skal kunne forlanges udbetalt tidligere end 11. juni termin 1909.

Ved obligationen skal gives 1. prioritets panteret i den solgte jord med bygninger og tilbehør.

 

6. Skulle Køberen undlade at udstede obligation i overensstemmelse med forrige post, når skøde præsenteres

ham, har han om fordres, derved brudt kontrakten og bliver pligtig straks at fravige ejendommen og at give

sælgeren en erstatning af 50 kroner for kontraktbruddet.

 

7. Af den solgte jord skal køberen svare de skatter og tiender, som fremtidig opkræves i forhold til det

hartkorn, der bliver pålignet den.

 

8. Omkostningerne ved udstykning ved denne kontrakt og ved skødet bæres af parterne hver med halvdelen.

Ligeså bestemmes med hensyn til obligationen.

 

9. I søgsmålstilfælde vedtages hurtig retsforfælgning efter frd. 25. januar 1828.

f.t. Kjellerup den 3. juni 1899. Lars Larsen Balle Simon Pedersen

 

 

SKØDE.

 

Den ved foranstående kontrakt solgte parcel er ved landbrugsministeriets udstykningsapprobation af 7.

oktober 1899 betegnet med matr. nr. 5ah og 6r af Karup, skyldsat for hartkorn henholdsvis 1 skp. Og 2 ¾

alb. Fælles glskat. 3 kr. Ved samme approbation pålignet matr. Nr. 5ah i vederlag for præstetiende 2 ¾ fdk.

rug og for kongetinde 2 ¾ fdk. rug og 1 ¼ fdk. byg og matr. Nr. 6r i vederlag for præstetinde ¾ fdk. rug.

Købesummen er nu berigtiget på kontraktmæssig måde og kontrakten i det hele opfyldt. Jeg er således

fyldestgjort for overdragelsen og jeg fraskriver mig derfor herved enhver lod og del i den solgte, foran

betegnede parcel der derimod fra nu af skal være køberens ejendom og tilhøre ham med de samme

herligheder og rettigheder, byrder og pligter, hvormed jeg selv har været ejer deraf, fri for enhver beføjede

tiltale, alene med respekt for de i kontraktens post 4 nævnte hæftelser, samt derhos med respekt for den i

kontraktens post 2 ommeldte vej, der alene behæfter matr. nr. 5ah alene til fordel for matr. nr. 5a.

Til bekræftelse med underskrift p.t. Kjellerup den 2. november 1899. Lars Larsen Balle

Til vitterlighed H.Simonsen L.P.Petersen.

Attesteres til tinglæsning jfr. landbrugsministeriets skrivelse af 7. f.m. hvorefter matr. Nr. 5ah og 6r af Karup

by og sogn er skyldsat for hartkorn henholdsvis 1 skp. og 2 ¾ alb. glskat. under et 3 kr.

Viborg stiftamt den 4. november 1899. Andr. Skrike

Læst på Lysgaard og Hids samt en del af Houlbjerg herreders ting den 10. november 1899 og indført i

skøde- og pantebogen.

 

Kilde: Lysgaard og Hids herreders skøde- og panteprotokol (B47 SP55 side 1128).

 

 

 

 

Peder Dusinus Pedersen 1906 - 1908

 

Peder Dusinus Pedersen blev født den 6. januar 1883 og var søn af smed Simon Pedersen og hustru

Ellen Kirstine Nielsen, der på det tidspunkt boede i Kølvrå.

 

Han blev gift i Gjellerup kirke den 3. maj 1907 med pige Thomasine Kirstine Sortberg, født den 21.

maj 1882 og var datter af væver Henrik Sortberg og hustru Maren Andrea Larsen i Hammerum.

 

I 1906 fik Peder Dusinus Pedersen skøde på forældrenes gård. De forbeholdt sig ret til for livstid at

benytte den lejlighed, som var i stuehusets søndre ende, og omfattede 2 stuer, køkken og forstue

med deri værende kakkelovne og komfur, og smedjen, som fandtes i ejendommen forbeholdt Simon

Pedersen sig ligeledes udelukkende brugsret af.

 

Han beholdt dog kun ejendommen i 2 år så solgte han den til Andreas Rasmussen. Han blev sikkert

derefter arbejdsmand. Deres første barn blev født i 1908 i Karup, hvor det blev hjemmedøbt; men

det blev ikke fremvist i kirken i Karup, da familien var bortrejst inden. Da de fik deres næste barn,

blev det født i Ikast, men døbt i Karup. I folketællingen i 1911 var de tilbage i Karup, da var han

arbejdsmand. I 1912 var de flyttet til Vammen, her blev det næste barn født. Da var han

cementstøber. Året efter var de så tilbage i Karup, og da var han arbejdsmand. De var der ikke i

1916. I 1919 var de kommet til Ullits i Fovlum sogn. Her blev de sidste 2 børn fødte. Der var han

først cementstøber og sidst arbejdsmand. I 1925 var de tilbage i Karup og her ser det ud til de blev.

 

Thomasine Kirstine døde den 1. april 1930 i Karup, 47 år gammel. Peder Dusinus Pedersen døde

den 7. januar 1972 iflg. deres gravsten på Karup kirkegård.

 

Børn af Peder Dusinus Pedersen og Thomasine Kirstine Sortberg:

1. Simon Smed Pedersen, født 17. juni 1908 i Karup. Hjemmedøbt af lærer Wammen, bortrejst.

2. Henrik Verner Pedersen, født 1. oktober 1909 i Karup.

3. Elna Kristine Pedersen, født 28. februar 1911 i Karup.

4. Mary Andrea Pedersen, født 11. april 1912 i Vammen

5. Aksel Hauro Pedersen, født 13. maj 1913 i Karup.

6. Børge Sigfred Pedersen, født 16. maj 1919 i Ullits, Fovlum sogn.

7. Rigmor Kirstine Pedersen, født 3. marts 1922 i Ullits, Fovlum sogn.

Ad 3. Elna Kristine Pedersen, født 1911: Gift 30/8 1932 i Frederiks med enkemand, arbejdsmand af

Karup Peter Olaf Georg Nielsen, født 19/11 1906 i Ilbjerg, Rybjerg sogn, Viborg amt. Søn af

husmand Niels Peter Andersen Nielsen og hustru Maren Knudsen i Ilbjerg.

 

 

 

SKØDE

 

Undertegnede smed Simon Pedersen i Karup tilstår herved at have solgt, ligesom jeg skøder og

endelig afhænder til min søn Peder Dusinus Pedersen den mig ifølge skøde, tinglæst 10. november

1899 tilhørende ejendom Matr.no 5ah Karup by og sogn af hartkorn 1 skæppe. Matr.no 6r smsts. af

hartkorn 2¾ album tilligemed derpå beliggende bygninger og alt hvad deri er af indmurede søm- og

nagelfaste genstande, hvorhos medfølger, hvad der på ejendommen er af avl, afgrøde, besætning og

avlsredskaber. Den solgte ejendom med tilbehør som anført er overgivet til og taget i besiddelse af

køberen, som deraf skal svare de skatter og afgifter, som herefter opkræves, og som respekterer den

ejeren af Matr.no 5a tillagte vejret på Matr.no 5ah, samt at der på ejendommen er noteret forskellige

om vandanlæg og vands afbenyttelse indgåede kontrakter, som dog faktisk ikke vedkommer den

solgte ejendom, hvad dog pantebogen ikke udviser. Køberen har forpligtelse til at overtage og

tilsvare den på ejendommen hvilende gæld til husmandskreditforeningen efter 2 obligationer for

tilsammen 1300 kr., hvormed han er bekendt, hvoraf han skal svare de renter og ydelser, som

herefter forfalder. Reservefondsandelen tilkommer køberen. Som vilkår i overdragelsen er vedtaget:

 

1. Sælgeren og hustru, Ellen Kirstine Nielsen forbeholder ret til for livstid udelukkende at afbenytte

den lejlighed, som er i stuehusets søndre ende, og omfatter 2 stuer, køkken og forstue med deri

værende kakkelovne og komfur.

 

2. Der forbeholdes dem ligeså uhindret adgang til brønden med redskaber, ligesom der i tørvehuset

skal levnes dem tilstrækkelig plads til deres tørv.

 

3. Smedien, som findes i den solgte ejendom forbeholder sælgeren sig ligeledes udelukkende

brugsret af.

 

4. Dersom sælgeren fraflytter ejendommen bortfalder følgelig de under 1-3 forbeholdte beføjelser,

men i stedet og som vederlag derfor skal der så betales ham kontant 400 kr. skriver fire hundrede

kroner, der skal erlægges ved fraflytningen. Heromhandlede forpligtelse er også anvendelig i det

tilfælde, at hustruen som længstlevende fraflytter ejendommen. Ud over de foran under 1-4

ommeldte køberen påhvilende forpligtelser, der skulle hvile som hæftelse på ejendommen næst

efter kreditforeningsgælden, har der været betinget en købesum af 2500 kr. skriver to tusinde fem

hundrede kroner, hvoraf 700 kr. for de medfulgte løse dele, hvilken købesum er berigtiget ved

køberens forpligtelse til at overtage fornævnte kreditforeningsgæld og på anden måde. Jeg er

således fyldestgjort for overdragelsen, og jeg fraskriver mig derfor herved enhver lod og del i den

solgte ejendom, som derimod fra nu skal tilhøre køberen som fuldkommen ejendom med samme

herligheder og rettigheder, byrder og pligter, hvormed jeg selv har været ejer deraf, fri for enhvers

beføjede tiltale. Til bekræftelse med sælgerens, køberens og sidstnævntes kurators underskrifter.

f.t. Kjellerup den 6. november 1906.

Simon Pedersen Peder Dusinus Pedersen N. S. Pedersen

 

Til vitterlighed: D. Petersen L.P.Petersen

 

Skatterne af forannævnte ejendom er betalte indtil april termin 1906 inklusive. Viborg amtstue den

7/11 1906. C.T.Bang Stpl. 1 kr.

Kuratorbeskikkelse.

Herved beskikkes barber N.S.Pedersen i Skive til kurator for den mindreårige Peder dusinus

Pedersen, der er født den 6. januar 1883 i Haderup sogn.

Lysgård m.fl. herreders kontor i Kjellerup den 2. oktober 1906. L.P.Petersen cst.

Læst på Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders ting den 9. november 1906 og indført i

skøde- og pantebogen. Kuratorbeskikkelse forevist.

 

Kilde: Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP59 fol. 996)

 

 

 

 

 

Anders Rasmussen 1908 - 1909

 

Anders Rasmussen blev født 1. juli 1864 og var søn af snedker Rasmus Andersen og hustru Johanne

Jensdatter i Stjær. I november 1901 blev Ellen Marie Rasmussen født. Hun var datter af ugift Eva

Marie Margrethe Lauth, og Anders Rasmussen vedkendte sig faderskabet og stod fadder ved

datterens dåb i Tapdrup kirke. Den 5. februar 1902 blev Anders Rasmussen og Eva Marie

Margrethe Lauth gift i Tapdrup kirke. På det tidspunkt opholdt begge sig i Subæk mølle, Tapdrup

sogn. Eva Marie Margrethe Lauth var født den 13. september 1879 i Grønhøj og var datter af ugift

Marie Margrethe Lauth i Grønhøj. Udlagt barnefader var Johan Georg Bertel i Sandkjærgårde, hvor

moderen havde tjent 10 måneder før fødslen.

 

I løbet af 1902 flyttede familien til Viborg, hvor de bosatte sig i gaden Navnløs nr. 42. I 1908

arbejdede Anders Rasmussen på Lynderupgård, og medens de opholdt sig der, købte Anders

Rasmussen ejendom 32 i Karup. Besætningen ved overtagelsen var på 1 ko, 1 får, 1 gris og 10 høns.

Han beholdt den kun i 1 år, så solgte han den til Simon Pedersen, der var søn af ejendommens første

ejer.

 

Ved folketællingen 1911 opholdt familien sig stadig i Karup; men på et tidspunkt mellem 1911 og

1914 flyttede de til Skræ i Thorning sogn.

 

Inden januar 1921 var de flyttet til Haurdal i Frederiks sogn, og her boede de, da Anders Rasmussen

døde den 14. december 1929 på Kjellerup sygehus. Eva Marie Margrethe Lauth døde i 1960 i

Skive. Begge blev begravet på Frederiks kirkegård.

 

Anders Rasmussen og Eva Marie Margrethe Lauths børn:

1. Ellen Marie Rasmussen, født 2. november 1901 i Tapdrup.

2. Ejner Emil Rasmussen, født 31. december 1902 i Viborg. Døbt i Viborg Domsogn. Forældres

adresse: Navnløs 42 i Viborg.

3. Thorvald Rasmussen, født 1. juli 1904 i Viborg (iflg. fkt. 1911); men vi kan ikke ham.

4. Carl Henry Rasmussen, født 14. juni 1908 i Lynderup sogn.

5. Jenny Emilie Rasmussen, født 14. oktober 1911 i Karup.

6. Aksel Marinus Rasmussen, født 14. november 1914 i Thorning.

 

 

 

SKØDE

 

Undertegnede Peder Dusinus Pedersen af Karup sælger, skøder og endelig afhænder herved til

Anders Rasmussen f.t. Lynderupgård den mig ifølge skøde, tinglæst 9. november 1906, tilhørende

ejendom:

Matr.no 5ah Karup af hartkorn 1 skp 0 fjk 0 alb

” 6r smsts. ” 0 ” 0 ” 2¾ ”

 

tilligemed derpå beliggende bygninger med mur- og nagelfaste genstande, hvorhos medfølger, hvad

der på ejendommen er af avl, afgrøde og af besætning 1 ko, 1 får, 1 gris og 10 høns samt 4000 tørv.

Den solgte ejendom med tilbehør som anført er overgivet til og taget i besiddelse af køberen, som

deraf skal svare de skatter og afgifter, som herefter opkræves, og som respekterer den ejeren af

Matr.no 5a tillagte vejret på Matr.no 5ah, samt at der på ejendommen er noteret forskellige om

vandanlæg og vands afbenyttelse indgåede kontrakter, som dog faktisk ikke vedkommer den solgte

ejendom, hvad dog pantebogen ikke udviser.

 

Køberen har forpligtelse til at overtage og tilsvare den på ejendommen hvilende gæld til

husmandskreditforeningen efter 2 obligationer for tilsammen 1300 kr. hvormed han er bekendt,

hvoraf han skal svare de renter og ydelser, som er forfaldne i afvigte juni termin og som herefter

forfalder. Ved kontrakt af i dag, som samtidig hermed tinglæses, har køberen forpligtet sig og

senere ejere til at udrede en pengeydelse af 35 kr. årlig til mine forældre for livstid, kapitaliseret for

5 år til 175 kr. Foruden nævnte årlige ydelse har der været betinget en købesum af 1500 kr., skriver

et tusinde fem hundrede kroner, hvoraf 300 kr. for de løse dele. Denne købesum er berigtiget ved

køberens forpligtelse til at overtage fornævnte kreditforeningsgæld og ved kontant betaling. Jeg er

således fyldestgjort for overdragelsen, og jeg fraskriver mig derfor herved enhver lod og del i den

solgte ejendom, som derimod fra nu skal tilhøre køberen med de samme herligheder og rettigheder,

byrder og forpligtelser, hvormed jeg selv har ejet den, fri for enhvers beføjede tiltale.

f.t. Kjellerup den 14. august 1908. Peder Dusinus Pedersen

 

Til vitterlighed: L.P.Petersen Emil August Jensen

 

Skatterne af forannævnte ejendom er betalt indtil oktober termin 1907 inklusive. Vurderet til 1800

kr.

Viborg amtstue den 20/8 1908. C.T.Bang

Læst ….den 28. august 1908 …..pantebogen.

 

Kilde: Lysgård og Hids samt en del af Houlbjerg herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP61 fol. 55)

 

 

 

 

Simon Pedersen 1909 - 1918

 

Simon Pedersen blev født den 28. april 1877 og var søn af smed

Simon Pedersen og hustru Ellen Kirstine Nielsen i Kølvrå, Haderup

sogn. Han blev døbt i Karup kirke, da det var den kirke, som

forældrene søgte.

 

 

 

Simon blev uddannet smed hjemme hos faderen, og da han blev gift

den 17. juni 1904 i Herning, var han smedemester i Karup. Han blev

gift med Sidsel Pedersen, der blev født den 12. februar 1878 og var

datter af boelsmand Iver Pedersen og hustru Karen Andersen i

Gullestrup, Herning sogn.

 

De fik deres første barn i Herning, hvor de boede i Sten Blichersgade

og flyttede derefter til Tvilum sogn, hvor de bosatte sig på Horn mark.

Her blev deres andet barn født; men umiddelbart derefter flyttede de til Alderslyst i Balle sogn, hvor barnet

blev døbt.

 

I 1909 købte han forældrenes tidligere ejendom. Den drev han i 9 år, men så solgte han jorden fra, men

beholdt det stykke jord, hvorpå bygningerne lå. Han fortsatte som arbejdsmand.

 

I 1918 blev der oprettet en afdeling af Dansk Arbejdsmands Fagforening i Karup, og Simon Pedersen Smed

blev valgt som den første formand. Han havde hvervet i flere år; men den 17. juni 1922 meddelte Simon

Pedersen, at han mente, der blev taget for lidt hensyn til ham, og derfor fratrådte han formandsposten. Han

fik dog hvervet igen i 1924; men herefter fik han problemer med fagforeningen. I 1925 fik han ikke betalt

sin kontingent til tiden, og fik besked på, at den skulle være betalt inden næste generalforsamling. I 1927

modtog bestyrelsen en besked fra ham om, at han ikke ville indbetale kontingent til den nuværende kasserer.

I 1933 blev der oplyst, at Simon Pedersen nu havde afdraget sin gæld til fagforeningen. Disse oplysninger

har vi fra et festskrift, der blev lavet i 1983 i anledning af fagforeningens jubilæum. Herfra stammer også

tegningen af Simon Pedersen.

 

Ved folketællingerne i 1921 var Simon Pedersen jordarbejdsmand og i 1930 var han fiskehandler i Karup.

Hvor Sidsel og Simon Pedersen derefter er taget hen er uvist; men tilsyneladende er de ikke døde i Karup.

 

Børn af Simon Pedersen og Sidsel Pedersen:

1. Iver Kristian Pedersen, født 16. juli 1905 i Herning.

2. Ellen Kirstine Pedersen, født 21. december 1906 på Horn mark, Tvilum sogn. Døbt i Balle kirke.

3. Simon Smed Pedersen, født 28. marts 1908 i Balle, Viborg amt.

4. Julius Kristian Pedersen, født 29. januar 1910 i Karup.

5. Karen Marie Pedersen, født 3. oktober 1911 i Karup.

6. Hanssine Marie Pedersen, født 23. september 1913 i Karup.

7. Kirsten Margrethe Pedersen, født 11. november 1914 i Karup.

8. Otto Sigfred Pedersen, født 15. september 1917 i Karup.

9. Ninna Vilhelmine Pedersen, født 6. september 1919 i Karup.

 

Ad 2. Ellen Kirstine Pedersen, født 1906: Gift i Karup kirke 12/11 1931: Ungkarl, husmand af Ungstrup,

Thorning sogn, Johannes Pedersen Balle, født 12/11 1904 i Almind og var søn af husmand Ole Pedersen

Balle og hustru Ane Marie Nielsen og pigen husassistent af Karup by Ellen Kirstine Pedersen.

 

Ad 5. Karen Marie Pedersen, født 1911: Viet den 1/9 1937 af sognefoged Jens Jensen i Vallerbæk på dennes

bopæl: Ugift landmand af Kjeldbjerg, Viborg amt Søren Møller Christiansen, født 16/9 1908 og var søn af

møller Jens Christiansen og hustru Ane Kirstine Simonsen i Vester Børsting, Vroue sogn, Viborg amt og

pige syerske Karen Marie Pedersen.

 

 

 

 

 

 

 

I.C.Nielsen 1918 – 1931

 

Simon Pedersen solgte i 1918 jorden til A. S. Thybo som transporterede den til I.C.Nielsen. Han

beholdt den indtil han gik konkurs. Her overtog murermester I.C.Nielsen den. Parcellerne er

derefter blevet udstykket og bebyggede.

 

Personbeskrivelse af I.C.Nielsen findes under ejendom 3.

 

 

KØBEKONTRAKT

 

1. Undertegnede Simon Petersen af Karup sælger herved til ligeledes undertegnede musiker A.S.Thybo

smst. den mig ifølge skøde tinglæst 30. juli 1909 tilhørende ejendom:

Matr.nr. 5ah Karup by og sogn af hartkorn 1 skp 0 fdk 0 alb

” 6r smst ” 0 ” 0 ” 2¾ ”

Alene med undtagelse af et areal på 2 tdr land af ejendommens sydøstre hjørne, hvilket fra salget undtagne

areal, hvorpå sælgerens bygninger ligger, er kendelig afmærket i terrænet og skal fraskilles ved

landinspektør i betimelig tid inden skøde skal udstedes.

 

2. Den solgte jord overtages straks af køberen, som deraf skal svare de skatter og afgifter, der her efter

forfalder, dog således at køberen indtil udstykningen approberes betaler alle hartkornsafgif-terne af hele

ejendommen, medens ejendomsskyldskatter af hele ejendommen udredes af parterne hver med halvdelen.

 

3. Køberen er bekendt med og respekterer, at ejeren af matr.nr. 5a er reserveret vej på matr.nr. 5ah ved et

den 10. november 1899 tinglæst skøde, samt at ejendommen er behæftet med forskellige kontrakter og

deklarationer om benyttelse af vand og vedligeholdelse af vandingsanlæg og kanaler m.m.

 

4. Købesummen udgør 1300 kr. skriver et tusinde tre hundrede kroner. Heraf skal inden 1. november d.a.

betales 100 kr. skriver et hundrede kroner, dog at sælgeren samtidig hermed får kvitteret og udslettet af

pantebogen den på ejendommen hvilende den 28. august 1908 tinglæste kontrakt og årlig udredelse og

kontant 35 kr. til Simon Pedersen sen. og hustru. Restkøbesummen skal betales i 11. december termin 1918

og skal imidlertid forrentes med 5% årlig som skal erlægges med halvdelen hver 20. oktober, og den anden

halvdel hver 20. april stedse ½ år forud, altså første gang 20. oktober 1915.

 

5. Skulle køberen nogensinde udeblive med renter over forfaldstid eller skulle han ikke erlægge selve

købesummen til forfaldstid, forbryder han derved sin ret efter kontrakten og bliver pligtig straks at fravige

den købte jord, uden at han har krav på tilbagebetaling, af hvad han på købesummen måtte have erlagt eller

godtgørelse for, hvad han måtte have anvendt på ejendommen.

 

6. Samtidig med restkøbesummens betaling skal der meddeles skøde fri for andre hæftelser end hvad foran

er ommeldt.

 

7. Omkostningerne ved udstykningen ved nærværende kontrakt med stempling og skødet med tinglæsning

udredes af køberen alene.

 

8. I søgsmålstilfælde vedtages ret af forfølgning efter frdn. af 25. januar 1828.

 

På tro og love erklæres, at den solgte jords værdi er lig købesummen.

Karup den 14. oktober 1915.

Som sælger: Simon Petersen Som køber: A. S. Thybo

 

Til vitterlighed: Martinus Hvid A. C. Petersen

 

 

TRANSPORT

 

Ved landbrugsministeriets udstykningsapprobation af 16. november 1918 er den af sælgeren forbeholdte

parcel fraskilt og beregnet som matr.nr. 6af af hartkorn 1¼ alb og den ved kontrakten solgte ejendom består

derefter af:

 

Skatterne af forannævnte ejendom er betalte indtil april termin 1918 inklusive. Ikke særskilt vurderet.

Viborg amtstue den 30. november 1918. Schjøtt.

 

Læst ….. den 13. december 1918 ….. pantebogen.

Anm. Kontrakten til S. Pedersen og hustru henstår uudslettet.

 

Læst: Lysgård m.fl. herreders skøde- og panteprotokol: (B47-SP65 fol. 893)