35 år med hår

 Af Knud Gaarn-Larsen

I al stilhed rundede Merete Würtz den 4. november i år en milepæl, for da havde hun været selvstændig frisør i 35 år i Karup. Beskedenhed kombineret med lidt generthed og stor faglighed kendetegner Merete Würtz, der har valgt at undlade at markere begivenheden.

Målrettet.

Jeg har altid vidst, at jeg ville være frisør, så da jeg forlod skolen i Karup, lykkedes det mig at finde en læreplads hos Frederik Bräuner, der dengang havde Wilock-Salonen i Herning. Så jeg flyttede jil Herning, fortæller Merete Würtz, der mindes læretiden med stor glæde. Ikke fordi, der var meget tid til tant og fjas i Herning, for der blev stillet store krav –  men der var mange spændende faglige udfordringer. Det betød blandt andet, at der blev trænet og øvet mange aftener forud for konkurrencefrisering.

Selvstændig.

I 1973 stod Merete med sit svendebrev i hånden, men også den gang var det vanskeligt at finde et arbejde som frisør.

- Tilfældet ville at en frisør i Karup stoppede, og derfor var det let at beslutte sig for at forsøge med tilværelsen som selvstændig frisør. Da der samtidig var en forretning ledig på Torvet i Kølvrå, åbnede jeg en salon der, fortæller Merete Würtz.

Hun har ikke på noget tidspunkt fortrudt, at hun tog springet til at blive selvstændig frisør. Godt et halvt år efter at være startet i Kølvrå, blev en butik i Bredgade 17 i Karup ledig, og Merete tog en beslutning om at flytte. Så den 4. november 1975 åbnede hun salon i Bredgade 17. I 1982 flyttede Merete salonen til den nuværende adresse på Bredgade 13.

Trofaste kunder.

Jeg kan ikke rose mine trofaste kunder nok, fortælle Merete Würtz og man fornemmer at det kommer fra hjertet. Selvfølgelig skal det faglige være i orden, men når man har en kunde i stolen bliver der også tid til en snak. Da Merete gennem alle årene har været alene i forretningen, så indrømmer hun, at det til tider kan blive en fortrolig snak, som holdes i salonen.

Sygdom.

I december 2008 fik Merete konstateret en kræftsygdom, og behandlingen var operation og efterfølgende rekreation, så hun måtte lukke salonen i tre måneder.

- Selvfølgeligt faldt verden sammen da jeg fik beskeden, men jeg har valgt at være åben omkring det, og nu er jeg erklæret rask –  og mine kunder er kommet tilbage. Det er jeg utroligt taknemmelig for, siger Merete, der efterfølgende har skåret ned på åbningstiderne i forretningen, men ellers ikke har planer om at forlade det job, som allerede fra barndommen på Vallerbækvej, har været hende store passion.

Klik her hvis du vil vide mere om Merete Würtz:

 

 

Klik her hvis du vil vide mere om Bredgade 8: