Brand på Kartoffelmelfabrikken
Af Knud Gaarn-Larsen
Onsdag den 23. april er Eigil
Jensen travlt beskæftiget på sit værksted på Vandværksvej i
Karup, da den almindelige støj fra værktøj og motorer klokken
12.45 overdøves af en infernalsk larm fra den personsøger, han
som frivillig brandsvend døgnet rundt har på sig. Med det samme
smider han hvad han har i hænderne og får fat i søgeren, hvor en
klar kvindestemme kort og præcist forklarer, at der er tale om
en 01 alarm, og at det drejer sig om en brand på
proteinfabrikken på Åhusevej ved Karup Kartoffelmelfabrik. Der
er ikke tid til at få kedeldragten af. I stedet iler Eigil mod
sin bil, for når der bliver slået 01, så er det alvorligt, og så
er det bare om at komme af sted så hurtigt remmer og tøj kan
holde. Der er kun cirka 400 meter fra Eigil Jensens værksted til
brandstationen på Materielvej, så Eigil er som så ofte før den
første brandsvend der møder op, og han går derfor i gang med at
åbne porten til brandbilen, hoppe i brandtøjet og få bilen
startet, så han er klar til at køre, når de andre brandsvende
møder op. Klokken 12.49 forlader brandbilen stationen. Det hele
er lagt til rette, så brandsvendene nærmest kan springe i
udstyret, og så er det ellers af sted mod Åhusevej med blinkende
blå lys og hylende sirener, og her ankommer de klokken 12.51,
altså kun seks minutter efter at alarmen har lydt. På
brandstedet bliver de mødt af indsatslederen, der nåede frem tre
minutter før, og han er gået i gang med indsamle oplysninger og
danne sig et overblik.
På vejen er et par af
brandsvendene gået i gang med at iføre sig røgdykkerudstyr, da
de løbende bliver orienteret om hvad de skal ud til, og her har
de fået at vide, at det er en brand på proteinfabrikken, hvor
den kan være tanke med kemikalier. En af fabrikkens ansatte er
savnet, og formodes at være inde i den brændende bygning. Der er
altså liv på spil, og der er fare for eksplosion eller
kemikalieudslip, så adrenalinen banker, mens man iler gennem
Karup, så hurtigt som man kun kan få brandbilen til at køre,
uden at være til fare.
Et par minutter før tidsfristen
ruller man ind på pladsen, hvor indsatslederen allerede holder,
og man kan se at røgen siver ud af en port i en stor bygning.
Det står nu klart for
brandsvendene, at der er tale om en øvelse, og det giver måske
en smule mere ro, men man fortsætter ufortrødent, som om det var
en rigtig brand. To svende bliver iført røgdykkerdragt, mens de
andre to gør slanger og andet udstyr klar. Da alt er klar samles
gruppen omkring John Jensen, der er indsatsleder denne dag. Han
har dannet sig et overblik, og af fabrikken fået en skitse over
hvad der er i bygningen, og dette bliver gennemgået med
brandsvendene, så de får en fornemmelse af hvad de specielt skal
være opmærksomme på, og hvor de skal lede efter den savnede
person, og da alle er klar iler man til døren til fabrikken,
hvor man sætter sig på huk foran den lukkede dør, inden den
åbnes, for ikke at blive slået omkuld af en kraftig brand i
bygningen, og i løbet af kort tid forsvinder de to røgdykkere
ind i bygningen, mens de to svende uden for bygningen holder
tryk på slangen og søger for at der er slange nok til
røgdykkerne. Kort efter kommer en af røgdykkerne med en dukke,
og en af svendene udenfor er klar til genoplivning, mens han
spørger værkføreren på fabrikken, om det er den savnede
medarbejder. Da svaret er nej gives der besked til røgdykkerne,
at der findes endnu en savnet person i bygningen, og kort efter
kommer de med endnu en dukke. Igen spørges der, og igen er
svaret nej, så eftersøgningen fortsætter med ufortrøden styrke,
og endelig kommer man med en rigtig levende person, der har
tilbudt sig som figurant, og nu kan øvelsen afblæses, så man kan
evaluere.
Der er masser af roser til de
lokale brandsvende for deres hurtige og professionelle tilgang
til denne øvelse, der skal sikre at folk i området kan sove
trygt i forvisningen om at det lokale beredskab fungerer, hvis
det værste en dag skulle ske.
Jobbet er bestemt ikke et man
bliver rig af, men man er med til at gøre en forskel, og der
optages løbende nye brandsvende, hvis der er nogen af læserne
der har lyst til at prøve kræfter med opgaven, kan man henvende
sig til brandvæsenet på telefon 87 25 30 00.
Klik her hvis du vil vide mere om
Karup Brandvæsen:
|