Der er både hyggeligt, varmt og en dejlig atmosfære i Hanne Lenler-Eriksens hjem, da Ugeavisen besøger hende en dag i januar, for at få en snak om et langt liv som lægekone i Karup. Fornavnet er Hanne, men skal det skrives, så alle bliver klar over hvem der er tale om, så må det være Fru Lenler-Eriksen.

Selv om helbredet ikke længere er helt på toppen, og selv om synet kunne være bedre, så fejler smilet i stemmen og glimtet i øjet ikke noget, og spørgsmålet om vi skal være ”dus” eller ”des” bliver også hurtigt fejet hen med en morsom bemærkning.

Fru Lenler-Eriksen stammer fra Lemvig hvor hendes far var kaptajn på et redningsskib, men i 1924, da Hanne kun var 11 år, flyttede familien til Esbjerg. Efter folkeskolen fortsatte hun i gymnasiet i Esbjerg, og tog i 1932 en matematisk studentereksamen som eneste pige. Det var meget usædvanligt at piger tog en længerevarende uddannelse den gang, men Hanne havde en drøm om at blive ingeniør, hvilket den øvrige familie ikke bifaldt. Det var vigtigt for en pige, at hun lærte husholdning, og derfor kom hun i første omgang på Den Suhrske Husmoderskole i København, og da det var overstået blev, det til et år i Paris som au pair med det formål at lære det franske sprog.

I 1935 blev hun forlovet med Rudolph Lenler-Eriksen, som hun allerede fra skoletiden havde været skolekæreste med, og mens han læste medicin på universitetet i København fik Hanne arbejde på laboratoriet på Statens Seruminstitut, hvor hun lærte at dyrke bakterier og at bruge et mikroskop, en uddannelse og en viden, som kom hende til gode, når hun skulle gå manden til hånde i den lægepraksis, som de senere overtog i Karup.

Rudolph Lenler-Eriksen blev færdiguddannet i krigens første år, og fik som læge den fyrstelige løn på 140 kroner om måneden, der skulle række til bolig- og leveomkostninger til hele familien der på det tidspunkt allerede talte et barn, og til afbetaling på studiegælden, så der var ikke så meget at rutte med, fortæller Fru Lenler-Eriksen.

Efter nogle omskiftelige år, hvor Rudolph Lenler-Eriksen samlede erfaring på forskellige sygehuse, flyttede de i 1946 til Karup, hvor de overtog en lægepraksis.

- Det var på mange måder en god tid, for vi følte at vi gjorde en forskel, fortæller Fru Lenler-Eriksen der fortæller om den travle hverdag, der begyndte med at lægen – ofte med hende som chauffør – kørte rund for at behandle patienterne. Klokken ti skulle man være hjemme for mellem 10 og 12, var der børneundersøgelser. Over middag var der modtagelse i konsultationen mellem 13 og 15.

- Men det var nu en sjælden dag, hvor konsultationen var færdig klokken tre, det var mere almindeligt at klokken blev fem, før man kunne lukke konsultationen, siger Fru Lenler-Eriksen.

Rudolph Lenler-Eriksen fik en del at gøre med at føre tilsyn med fangerne i flygtningelejren ved Flyvestationen, og selv om det ikke var nogen specielt spændende opgave, var det godt at kunne være med til at gøre en forskel. I 1952 blev Rudolph Lenler-Eriksen tilknyttet Flyvestationen som overlæge, da Flyvevåbenet blev oprettet og da de danske soldater kom til Flyvestation Karup.

- Vi faldt fantastisk godt til i Karup, men det var vanskeligt at holde fast i en omgangskreds af venner her, for bedst som man sad ved bordet, så kunne lægen blive kaldt ud, og ofte var det Fru Lenler-Eriksen, der tog med som chauffør, for at lette mandens arbejde. I det hele taget var det lidt belastende, altid at have telefonen åben, og aldrig at vide om der pludseligt kom noget uopsætteligt, som man skulle rykke ud til, siger Fru Lenler-Eriksen.

Efter kun 21 år som læge i Karup døde Rudolph Lenler-Eriksen pludseligt i 1967, og Fru Lenler-Eriksen sad som enke med fire halvvoksne børn. Hun husker med stor taknemmelighed på den enorme støtte og opbakning der var i befolkningen, da hendes mand blev begravet.

- Jeg burde nok ikke være blevet i Karup efter min mands død, funderer Fru Lenler-Eriksen, men jeg var jo faldet så fantastisk godt til, og jeg har altid holdt meget af Karup by, og jeg var engageret i arbejdet i Røde Kors, som jeg også var glad for.

På omtrent samme tid som Fru Lenler-Eriksen blev enke, kom hun mere eller mindre ved en tilfældighed i gang med at avle chinchillaer. En chinchilla er en lille gnaver, der på den tid blev importeret fra USA. Chinchillaens pels er blød og lækker, og den kan sælges til pelsværk. Det gik rigtig godt en tid, og hun indrettede et hus i haven, så det blev isoleret og dermed velegnet til avl af de små gnavere.

- Det krævede et voldsomt avlsarbejde, og når man passede det arbejde, så kunne man opnå priser på mellem 300 og 400 kroner for hvert dyr man solgte, og da foderet kun kostede omkring 50 kroner, så var det o en rigtig god forretning, fortæller Fru Lenler-Eriksen, men der var uheld med avlen, så hun opgav chinchilla-eventyret, og søgte i stedet en stilling som sekretær på Karup skole.

- Den stilling fik jeg nu ikke, men skoleinspektør Vindberg sagde, De må jeg have andre evner, og så fik jeg vikarjobs som musiklærer, siger Fru Lenler-Eriksen.

- Min datter sagde til mig: ”Mor du er kun 54 år, og du kan godt tage en læreruddannelse lige som mig”, men det havde jeg nu ikke mod på, fortæller Fru Lenler-Eriksen. I stedet tog hun nogle kortere kurser, og blev på den måde, ved med at undervise på skolen så længe hun kunne. Et arbejde som hun satte stor pris på.

Til slut i samtalen kommer vi naturligvis også ind på Helligkilden, som ligger i Fru Lenler-Eriksens have, men det er en helt anden historie, som måske vil blive taget op en anden gang.