Jens Jørgen Jeppesen stopper som uddeler i
SuperBrugsen
Af Knud Gaarn-Larsen
På Karup-Kølvrå Brugsforenings generalforsamling sidst i marts,
meddelte uddeler J. J. Jeppesen at han holder som uddeler med
udgangen af oktober måned i år.
-
Da jeg sagde det på generalforsamlingen begyndte folk straks at
klappe, siger J. J. Jeppesen med et skævt smil. Normalt klapper man,
når man får en glædelig nyhed, men når folk klappede på
generalforsamlingen, så har det været en spontan påskønnelse af det
store arbejde Jens Jørgen Jeppesen har lagt i Superbrugsen siden
begyndelsen af 70erne.
Jeppesen startede sin karriere i brugsen i Karup den 1. maj 1970,
hvor han blev ansat som førstemand, men efter fire år lokkede
udfordringer i en brugs i Vejen, og det blev til et par år, før han
den 14. april 1976 kom tilbage til brugsen i Karup, denne gang som
uddeler, en stilling, han har beklædt lige siden.
Fire tilbygninger
Der er sket ikke så lidt i Jeppesens ”regeringstid”. Det er blevet
til hele fire tilbygninger, og så er brugsen i Kølvrå blevet langt
sammen med Karup, og der er lavet en stor parkeringsplads, og
omsætningen har fulgt en jævnt stigende kurve.
Glad og travl
Når man møder Jeppesen i brugsen, virker han som en både glad og
travl mand. I baglokalet har uddeleren et stort flot kontor, men det
er ikke her uddeleren gemmer sig. Han er som de øvrige ansatte
travlt beskæftiget i forretningen med at sætte varer op, så
forretningen virker indbydende, og i vin-afdelingen er det chefen
der styrer.
Hvad kan gøre dig glad?
-
Det er omgangen med kunder, et godt personale, kommer det hurtige
svar, og Jeppesen uddyber det med at forklare, at det at have de
rigtige varer på hylderne i de rigtige mængder, som kan give en god
omsætning, det er med til at gøre en uddeler glad, men han fremhæver
også samarbejdet med bestyrelsen, og endelig er det også væsentligt
at have det godt med de øvrige handlende.
-
Det er vigtigt at Karup udvikler sig, og at det ikke kommer papir
for udstillingsvinduerne i lukkede forretninger, og generelt er det
sådan, at det der er godt for de øvrige butikker, også er godt for
Superbrugsen, funderer J.J. Jeppesen, før han iler videre med andre
opgaver i den store butik. Hvad tiden efter Superbrugsen skal bruges
til, har han endnu kun vage forestillinger om, og når talen falder
på en mulig afløser, så kommer svaret prompte; ”Det tager
bestyrelsen af. Det vil jeg ikke blande mig i. Og jeg vil helt
sikkert ikke blande mig i i brugsens drift efter 1. november 2010”
siger J.J. Jeppesen med stor overbevisning i stemmen.
Jens Jørgen Jeppesen stoppede som uddeler 1. november 2010.
Klik her hvis du vil vide mere
om Brugsen i Karup:
|