En lejrskolefortælling der varede fra august 1971 til sidste skoledag 1973...

8. august 1971 rejste 2. real B fra Karup Skole til Norge for at komme på lejrskole i Hemsedalen. Med klassen var to rutinerede lærere, Ellen Grøne og Christen S. Jensen, og klassen havde en fabelagtig tur med masser af gode oplevelser.

På sejlturen fra Aarhus til Oslo fik mange fra klassen den idé at smide 10 flaskeposter ud; de sidste helt oppe i Oslofjorden, hvor vi kunne se land på begge sider. Som nogle skrev i deres rapporter om turen, tyggede de ligefrem gummerne af led i bestræbelserne på at lave tyggegummi nok til at lukke flaskerne, så de kunne holde sig flydende - og dermed kunne give os pennevenner fra nær og fjern. Christen Jensen troede nu ikke alverden på idéen med de flaskeposter, og da vi på 3. dagen i Norge efter en længere bustur kom ombord på en turbåd på Sognefjorden i det vestlige Norge, og han bemærkede, at vi var nogle stykker der igen begyndte at tømme 10 sodavandsflasker og tygge tyggegummi og skrive små sedler om, "at vi er en dansk 2. realklasse fra Karup Skole, der sejler på Sognefjorden og gerne vil høre fra finderne af vore beskeder" - ja, så rystede han på hovedet og betvivlede i den grad, at vi nogensinde ville høre fra nogen af dem, der røg ud her på Sognefjorden...

Dagene gik, og vi kom hjem fra en helt fantastisk uge - sammen beriget med oplevelser, der styrkede de i forvejen gode relationer lærere og elever imellem.

Hen på efteråret fik klassen hele 4 svar på de flaskeposter, der var kastet ud fra Oslo-båden Holger Danske - blandt andet et brev fra norske Siri - en ung guitarspillende biblioteksstuderende fra Oslo-området. Hun havde fundet en af de flaskeposter, der var kommet ud på turen op til Norge, og vi fik som klasse lov til fælles at skrive til hende og de andre, og der hyggede klassen sig gevaldigt med at fortælle om stort og småt fra Karup og omegn.

Den biblioteksstuderende Siri fra Norge

Ligeledes hyggede vores klasselærer Jensen sig med, at der ikke så ud til at komme svar fra nogen af de 10 flaskeposter, vi smed ud i den klipperige Sognefjord...

Men der var nogen, der ville det anderledes - og trodsede naturlovene om, at en flaskepost ikke kunne finde vej fra Sognefjorden i Norge til Esbjerg havn i det sydlige Danmark...

Historien bag historien om den besynderlige flaskepost fra Sognefjorden

I omkring halvandet år bar jeg på en hemmelighed overfor mine klassekammerater - det var egentlig ikke altid lige sjovt; slet ikke når klassen skulle skrive breve til Mick... Mine eneste medsammensvorne var min 3 år ældre storesøster og hendes penneveninde fra Næstved - mor til en 1-2 årig dreng ved navn Mick Kølander, hvis identitet, jeg efter aftale med moderen i perioden lånte... Jeg lagde lige lidt år på hans alder og udgav mig for at gå i 3. real i Næstved - for så året efter at starte på gymnasiet i Næstved... Og så var den lille drengs mor ellers den, der måtte sende breve retur mellem Næstved og Karup - til MIN adresse...

Ja, og så lige min gamle mor var også medsammensvoren - hun syntes godt nok undervejs, at det var noget værre noget, jeg havde rodet mig ud i - hvad nu hvis klasselærer Jensen fandt ud af det og lod brænde falde ned... Og hvad ville klassekammeraterne da ikke tænke??? Skulle de overhovedet have det at vide?

- og i dette tilfælde varede interessen skoletiden ud...

Jeg skrev i starten, at det ikke altid var lige sjovt, det her hemmelighedskræmmeri... Det var det bestemt heller ikke hen omkring midten af maj 1973 - få dage, før årgangen havde sidste skoledag - og afsløringen skulle falde. I og med, jeg gik i skole med skoleinspektør Vindbergs søn, var jeg vant til at komme meget i hjemmet hos ham - men jeg var ellers ikke af den type, der var vant til at komme på inspektørens kontor. Men nu var tiden kommet til, at jeg havde brug for hjælp fra allerøverste hylde. Jeg havde sendt et brev over til min søsters pennevenindes adresse i Næstved, indeholdende endnu en kuvert - adresseret til 3. real B - med min afsløring.

Det var den gang, man kunne stole på posten, så brevet til klassen var anslået at lande på skolens kontor et par dage før, vi og vores parallelklasse skulle samles i aulaen med alle årgangens lærere til fælles morgenbord. I stedet for straks at give Christen Jensen brevet, som det havde været kutyme, ville jeg gerne have Vindberg til at gemme brevet til vi på dagen netop sad midt i rundstykkerne - og så ellers entrere lokalet med besked til Jensen om, at der sørme var endnu et brev til 3. real B klar til oplæsning fra ham banditten i Næstved.

Skoleinspektøren havde naturligvis både fra kollegerne og ikke mindst sønnen hørt om dette omfattende brevskriveri, men han skulle lige have historien én gang til i langsom gengivelse, før det helt gik op for ham, hvordan det hele hang sammen, men så var han som håbet også med på idéen. Så jeg tør godt - her 48 år senere - indrømme, at da Jensen brød kuverten og begyndte oplæsningen; ja, da var jeg ikke helt så skarp, som jeg eller ser ud på billedet herunder - men de andre fra klassen var til gengæld også godt forvirrede.

Ole Kronborg